Den aarhusianske ejendomsgigant 1927 Estate har tidligere indgået i et fordækt samarbejde med bygge-rockeren Fasar Abrar Raja, kunne TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane” afsløre, da de opsigtvækkende hemmelige optagelser rullede over skærmen.
Et samarbejde, der gik ud på, at den nu forhenværende partner i 1927 Estate, Martin Odgaard, hyrede Fasar Abrar Raja til at dumpe forurenet jord fra en byggegrund på en mark.
Det fortalte Martin Odgaard selv for skjult kamera i dokumentaren til TV 2’s muldvarp, advokaten Amira Smajic.
Men det er ikke den eneste gang, 1927 Estate har entreret med den nu kendte bygge-rocker, kan Fagbladet 3F fortælle.
Fasar Abrar Raja er nemlig involveret i firmaet BMA Byg og Anlæg, der så sent som i maj har været i gang på byggeriet af ”Skovlunde Byhave” i Skovlunde – et byggeri, som 1927 Estate indtil starten af året var bygherre for og nu er hovedentreprenør på.
På papiret er det Fasar Abrar Rajas bror, Amar Abrar Raja, der er i spidsen for firmaet.
Men bygge-rockeren er gentagne gange blevet set på byggepladsen det seneste halve år, hvilket bliver bekræftet af flere kilder tæt på byggeriet.
Dumpede 10.000 ton forurenet benzinjord
Martin Odgaard fortalte i TV 2-dokumentaren, at Fasar Abrar Raja dumpede omkring 10.000 ton jord, der stammer fra et byggeri af boliger i Vallensbæk.
Et byggeri, han var ansvarlig for, og som lå oven på en gammel benzintank med svært forurenet jord.
– Jeg havde et budget, der skulle holdes, og det kunne han (Fasar Abrar Raja, red.) hjælpe med, fortalte Martin Odgaard.
Jorden endte ifølge Martin Odgaard – med hjælp fra Fasar Abrar Rajas lastbiler – hos en landmand, som bygge-rockeren havde betalt under bordet for at tage imod den forurenede jord.
Martin Odgaard selv fik overført 200.000 kroner gennem en mellemmand fra Fasar Abrar Rajas selskab, kunne TV 2 dokumentere.
Parløbet mellem de to fik 1927 Estate til at suspendere og politianmelde Martin Odgaard og lave en ekstern undersøgelse af sagen, der endnu ikke er færdiggjort.
Og 1927 Estate kendte ikke til virksomhedens rockerrelationer, fortalte direktør Bünyamin Simsek, der også er byrådsmedlem i Aarhus Kommune for Venstre.
– Absolut ikke. Det får vi kendskab til, da TV 2 henvender sig til os i starten af maj måned, fortalte han kort efter dokumentarens udgivelse til TV 2 Østjylland.

Direktør: – De har forbud mod at vise sig
I den københavnske forstad Skovlunde har 1927 Estate stået for at bygge 168 boliger fordelt over 13.000 kvadratmeter.
Her har Fasar Abrar Rajas brors firma, BMA Byg og Anlæg, ifølge Fagbladet 3F’s oplysninger hjulpet med at lave kælderudgravninger.
Firmaet var på byggepladsen den 16. maj, hvor de fik et strakspåbud af Arbejdstilsynet for ikke at håndtere sundhedsskadeligt byggestøv korrekt, viser en aktindsigt.
Og flere kilder fortæller til Fagbladet 3F, at Fasar Abrar Raja har været på byggepladsen flere gange fra omkring nytår og frem til maj.
Fagbladet 3F har spurgt direktør i 1927 Estate Bünyamin Simsek, om BMA Byg og Anlæg stadig er på byggepladsen i Skovlunde.
– De (BMA Byg og Anlæg, red.) er ikke indblandet i vores byggerier, og de er IKKE at finde på vores byggeplads, hvor de har forbud mod at vise sig. Straks, at vi erfarede relationerne, er entreprenøren BMA Byg og Anlæg – ud fra et forsigtighedsprincip – smidt af pladsen med omgående virkning, svarer han.
Bünyamin Simsek forklarer også, at virksomheden efter afsløringerne i ”Den sorte svane” og kendskabet til relationerne mellem BMA Byg og Anlæg og Fasar Abrar Raja fremover vil skærpe screeningen af entreprenører og samarbejdspartnere.
– Med disse tiltag håber vi at kunne ”fange” underentreprenører, som vi ikke ønsker at samarbejde med, ligesom enkeltpersoner fremover ikke alene vil kunne hyre eller godkende underentreprenører, skriver han.
Martin Odgaard har forklaret over for TV 2, at hans udtalelser i dokumentaren ikke har hold i virkeligheden, men at han udelukkende forsøgte at imponere TV 2’s muldvarp Amira Smajic, fordi ”hun var en pæn pige”.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Fasar Abrar Raja og hans bror, Amar Abrar Raja.



