Det italienske byggefirma Itinera er blevet udelukket fra at bygge for det norske vejvæsen i de næste tre år.
Det sker som en direkte konsekvens af, at Itinera selv, eller underentreprenører til Itinera, står bag en serie af skandaler på danske byggeprojekter som Storstrømsbroen og de to supersygehuse i Odense og Køge.
Alle tre er milliardstore offentlige byggerier, som har været ramt af årelange forsinkelser, sager om social dumping, udnyttelse af ansatte, falske underskrifter, farligt arbejdsmiljø og meget mere.
På de tre danske byggeprojekter har der blandt andet været flere sager om underbetaling af de ansatte – senest på Storstrømsbroen, hvor Itinera er en af hovedentreprenørerne.
Her blev en af Itineras underentreprenører i april 2024 idømt en bod ved Arbejdsretten på 10 millioner kroner for at snyde 160 betonarbejdere for løn ved hjælp af forfalskede underskrifter, dobbelte lønsedler og omskrevne timesedler.
Det er netop afgørelser som denne og andre sager om social dumping på de danske byggerier, der nu fører til, at det norske vejvæsen har valgt helt at udelukke Itinera fra deres fremtidige byggeprojekter, kan Fagbladet 3F fortælle.
Søgte om milliardkontrakt – fik tre års karantæne i stedet
Itinera, som er en af Italiens største entreprenørvirksomheder, havde ellers budt på at bygge et stykke af motorvej E6 ved Sørfold i det nordlige Norge.
En kontrakt, der kunne løbe op i seks milliarder norske kroner.
Men mens fire andre entreprenører blev godkendt til at bygge projektet, kunne Statens Vegvesen, som det norske vejdirektorat hedder, ikke godkende Itinera.
Det fortæller udviklingsdirektør i Statens Vegvesen, Kjell Inge Davik.
– Vi arbejder aktivt for, at medarbejdere på vores faciliteter har ordnede løn- og arbejdsvilkår, der overholder den norske arbejdsmiljølov og den norske overenskomst. Derfor skal alle virksomheder, der ønsker at deltage i vores udbud, forvente at blive grundigt kontrolleret og vurderet, inden de godkendes eller eventuelt afvises, siger han.
Efter en gennemgang af Itineras fortid valgte den norske myndighed ikke bare at afvise italienernes ansøgning.
De gik så langt som at placere firmaet i karantæne fra at byde på Statens Vegvesens projekter i de næste tre år.
Vi kender sagerne, som er afsløret i Danmark, rigtig godt. Og vi mener, at vi har en meget god grund til at afvise (Itinera, red.).
Kjell Inge Davik
Årsagen var helt konkret, at Itineras underentreprenører har forbrudt sig mod overenskomsten og dermed stået bag social dumping på de tre byggeprojekter i Danmark.
Og det må man ikke i forhold til udbudsreglerne i Norge.
– Vi arbejder systematisk med at gennemgå alle selskaber, der skal deltage i vores budrunder. Finder vi noget, vurderer vi dette op imod reglerne i loven om offentlige kontrakter. I dette tilfælde var det tydeligt, at vi måtte afvise en af entreprenørerne, siger Kjell Inge Davik til det norske fagmedie Byggeindustrien.
– Vi kender sagerne, som er afsløret i Danmark, rigtig godt. Og vi mener, at vi har en meget god grund til at afvise (Itinera, red.), siger han.
Første gang firma bliver bortvist efter lønsnyd
Det norske vejvæsen bruger generelt klausuler mod brud på overenskomster i deres kontrakter.
Alligevel er det ifølge Fagbladet 3F’s oplysninger første gang, at Statens Vegvesen er gået så langt som at udelukke et firma fra deres kontrakter.
Fagbladet 3F har kontaktet Itinera for at høre, hvordan de forholder sig til afgørelsen fra de norske myndigheder.
Her svarer presseansvarlig hos Itinera, Christian Lemvigh, kort:
– Vi kan bekræfte, at der er en sag. Men vi ønsker ikke at udtale os yderligere, før sagen er afgjort, siger han til Fagbladet 3F.
Betalte ansatte med døde grise
Itinera har arbejdet i Danmark siden 2018, da de vandt kontrakten på at bygge Storstrømsbroen – dengang var det et projekt til 2,1 milliarder danske kroner.
Siden vandt firmaet også kontrakter på at bygge supersygehusene Nyt OUH i Odense og Køge Universitetshospital – begge kontrakter på over to milliarder kroner.
Men efterfølgende har Itineras byggerier været ramt af en serie af skandaler.
Det kom blandt andet frem, at en af Itineras underentreprenører på Nyt OUH betalte sine ansatte med døde grise.
På Storstrømsbroen fyrede et andet firma to portugisiske ansatte, der stillede op som tillidsmænd.
Og tidligere hyrede Itinera selv en korruptionsdømt byggechef til at udfylde en ledende rolle på byggeriet af Storstrømsbroen.
3F: Italienere har “forbrudt sig mod alt”
Palle Bisgaard er næstformand i 3F Byggegruppen.
Han mener, at Itinera og deres underleverandører har forbrudt sig mod alt, hvad man normalt kalder nordisk arbejdskultur i deres tid i Danmark.
– De har opført sig kriminelt overfor deres medarbejdere – og er dømt for lønsnyd, for organisationsforfølgelse, for returkommission og falske underskrifter i Danmark alene, siger Palle Bisgaard.
Derfor forstår han godt, at Statens Vegvesen har valgt at sætte Itinera i en treårig karantæne.
– Jeg synes, det er fornuftigt, at det norske vejvæsen bruger reglerne i udbudsloven og udelukker en virksomhed, som beviseligt har opført sig i strid med de regler, der eksisterer, siger han.
Anker karantæne til domstol
Sagen slutter dog ikke her. I et forsøg på at omstøde afgørelsen har Itineras ledelse anket karantænen til de norske domstole. Mandag og tirsdag i næste uge skal klagesagen for retten i Oslo.
Her vil Itinera møde op med en påstand om, at de skal have lov at byde på Statens Vegvesens mange milliardprojekter fremover.
Itinera mener, at det ikke er deres firma – men deres underentreprenører – der har forbrudt sig mod de norske regler, og at de derfor ikke kan udelukkes fra at byde på projekterne, erfarer Fagbladet 3F.
Statens Vegvesen fastholder dog, at udelukkelsen af Itinera er korrekt, og sagen skal nu gå sin gang i det norske retsvæsen.

