Under samtalen om arbejde på Lindenborg Gods afleverede skovarbejder Henrik Christiansen sit lange CV til en af lederne af godsets skovbrug.
– Han sagde, at det så godt ud, og at jeg havde prøvet nogle ting. Han sagde, at han ville læse mit CV igen, og så ville han lægge det i bunken. Jeg tror, han lagde det i skraldespanden, siger Henrik Christiansen.
Ingen problemer med regnvejr
Lindenborg Gods i Nordjylland har siden 2005 løbende skiftet danske medarbejdere ud med udenlandsk arbejdskraft – og beskæftiger nu 20-30 udenlandske sæsonarbejdere på virksomhedens planteskole og skovbrug i Himmerland.Under Henrik Christiansens samtale på godset, dukkede syv østeuropæere i arbejdstøj op, fortæller 3F’eren.
Om samtalen med en af lederne af skovbruget på Lindenborg Gods siger Henrik Christiansen:
– Han forklarer mig, at det danske vejr er træls. At det regner herhjemme, og at man skal have regntøj på, når man er på arbejde. Jeg svarede, at det også regnede, da jeg var i lære. Jeg har ikke problemer med at arbejde i regnvejr. Jeg er endnu ikke krympet.
– Jeg sagde ikke noget til ham, men jeg tænkte, det var useriøst, siger Henrik Christiansen, der aldrig har været arbejdsløs før begyndelsen af 2013.
Skovfoged: Har ikke ledigt fuldtidsjob nu
Hos Lindenborg Skovselskab siger skovfoged Ruben Kannegaard:– Jeg bad ham egentlig om at sende sit CV. Men han sagde, at han var lige i nærheden og ville aflevere det personligt. Det var ikke en jobsamtale som sådan.
Skovfogeden oplyser, at Lindenborg Gods ikke ”her og nu” har et ledigt fuldtidsarbejde og mangler en medarbejder. Virksomheden har heller ikke ansat en anden skovarbejder i stedet for Henrik Christiansen, forklarer Ruben Kannegaard – og oplyser, at han har gemt 3F’erens CV.
Skovarbejder Henrik Christiansen har netop fået nyt job i en anden virksomhed.

