Slut med at printe bogstaver og billeder. Nu skal der printes dimser!
Steven Snedker
100%
Annonce
Man fylder blæk i en blækprinter. Printeren sprøjter blækken ud af små dyser og ned på et papir i det mønster, man ønsker.
Man fylder nogle ruller med noget, der ligner tørresnor eller lakridssnørebånd på en 3D-printer. Printeren varmer plastikken op og sprøjter den ud ad dyser. Resultatet bliver en lille figur i 3D. En kaffekopholder, en nøglering eller en skidtskraber til køkkenvasken.
Det spændende er selvfølgelig, at man helt selv bestemmer hvad man vil “printe”.
Man kan designe egne krukker, udklipsholdere, clips. Så længe dimsen ikke er så stor, og man kan leve med forholdsvis blød plastik, er Solidoddle en fin maskinskulptør.
Solidoodle er en af de første 3D-printere, der er næsten til at betale. Men ligesom med blækprintere, skal man vænne sig til enorme løbende omkostninger. Et kilo formbar plastic koster for eksempel mindst 300 kroner.
Forskellige printere
Der er ikke så meget tale om en ny type printer. Der er i højere grad tale om, at klasser af industrimaskiner er blevet meget billigere, og så er de til at bikse sammen for hobbyfolket.
Er der lidt flere penge i kassen, kan man købe sig en dyppeprinter. Noget dyrere, men den giver også et noget pænere resultat.
Man kan også købe eller lave skæremaskiner, der fungerer ved hjælpe af lasere eller klinger. I tillæg til “gammeldags” computerstyrede drejebænke og boremaskiner.
Det er dyrt at eje
Det er ret fascinerende, at de forskellige industriværktøjer efterhånden er blevet så billige, at de snart kan flytte ind på skrivebordet.
Men jeg kommer til at tænke på min tid som ejer af en fotoprinter:
Jeg får i stedet printet klistermærker, t-shirts, tatoveringer, krus og andet på dyre printere, jeg ikke selv skal vedligeholde. Med meget bedre resultat end noget hjemmebikset. Jeg kunne også få printet negle, duer og chokolade, hvis jeg skulle føle trangen.
Så jeg bliver nok ikke den første, der køber en 3D-printer.
En sjov revolution
Det bliver dog lidt af en revolution, at man efterhånden kan få fremstillet dimser, værktøjer og møbler efter eget (eller andres) design, uden det koster en bondegård.
Man designer i et eller andet program á la TinkerCAD og uploader til den bedste 3D-printtjeneste.
Interessegrupper af amatører vil kunne bygge og forfine en masse nyttige ting.
En lidt farlig revolution
Ligesom vi fra 1995 måtte vænne os til at aviserne råbte: “MAND LAVER BOMBE/KAGE EFTER OPSKRIFT FUNDET PÅ INTERNETTET – FORBYD/REGULÉR NETTET NU!”, må vi nu også vænne os til at folk kan lave nøgler og skydevåben lidt lettere end for nogle år siden.
Mange store firmaer vil sandsynligvis begynde med lobbyarbejde og uddeling af jagtture/bestyrelsesposter til politikere i et forsøg på at få standset eller stækket 3D-printerrevolutionen.
Hvis de ikke kan få printerne totalforbudt (hvilket er usandsynligt), vil de forsøge at arbejde for at printerne i butikkerne skal udstyres med filtre a la Youtube (hvilket er mindre sandsynligt) eller i det mindste med ansvarspådragelse ved “medhjælp” (hvilket er ret sandsynligt, det er bare at fylde flere restriktioner i §12 i Lov om ophavsret).
Men hjemmeprinterne bliver lige så svære at styre som hjemmecomputerne.
Links
“PC’en kopierer. Nettet distribuerer. Ingen af dem lader sig regere.”, det gamle mundheld fra 1999 er i dag lige så aktuelt som dengang. Med 3D-printere skal det måske endda udbygges til “PC’en (og dens ejer) kopierer og modificerer. Nettet distribuerer. Printerne producerer. Ingen af dem lader sig regere.” Ikke helt så mundret, men meget beskrivende.
Thingiverse og Shapeways. Steder hvor folk mødes og udveksler tegninger (mere korrekt: designfiler) og billeder af deres kreationer. The Pirate Bay er også med på vognen.
TinkerCAD. Et overraskende let 3D-designprogram. Det vil Portal-, Minecraft– og Lucidchart-generationen ikke have problemer med at bruge.
