– Ved at benytte sig af sympatikonfliktramte firmaer som Mester Byg, Sjælland ApS og Skalmureren ApS medvirker man aktivt til løndumping, siger Mogens Larsen, formand for Byggegruppen i 3F Frederiksborg.
De to firmaer er ramt af sympatikonflikt i LO, hvilket betyder, at medlemmer af et LO-fagbund helt legalt kan nægte at arbejde sammen med firmaerne på byggepladserne.
Vil ikke være lus
– Skalmureren ApS nægter at indgå en overenskomst med 3F, fordi HusCompagniets lave priser ikke lever op til priserne på murerområdet og 3F’s overenskomst, siger Mogens Larsen.Murermester Allan Coops ønsker ikke at udtale sig: – Jeg er ikke interesseret i at medvirke i et interview. Jeg gider ikke være en lus mellem to negle.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mester Byg, Sjælland ApS. Selskabet har udelukkende litauiske murere ansat. En ansat oplyser, at ejeren Egidijus Latanavskas er bortrejst i to uger og ikke træffes på telefon.
Lad os snakke om det
Demonstrationen ved HusCompagniets nye udstykning i Hillerød er den første markering af, at den faglige konflikt kan udvikle sig, hvis ikke firmaet stiller krav om overenskomst hos deres underentreprenører, lyder varslet fra Mogens Larsen.– Det vigtigste for mig er kvalitet og at få de dygtigste håndværkere. Vi betaler markedsprisen, siger administrerende direktør Steffen Baungaard. Han oplyser, at firmaet beskæftiger omkring 1.000 håndværkere i løbet af et år, og at fem procent af de ansatte er udlændinge.
– Jeg har aldrig talt med nogen fra 3F. Vi er indstillet på at følge reglerne og opføre os pænt. Så vi må sætte os sammen over en kop kaffe og drøfte sagen, siger Steen Baungaard.
