Sådan lyder de korte beskrivelser af fire ud af de mindst otte dødsulykker på danske arbejdspladser, der i 2005 og 2006 gik ud over udenlandske statsborgere på job i Danmark.
Her er i alt 130 personer blevet dræbt på jobbet på to år. Men opgørelsen lavet af Fagbladet 3F over de otte dødsulykker, der har ramt udenlandske statsborgere, viser, at især østeuropæere er i farezonen.
3F’s miljøafdeling vurderer, at arbejdere fra Østeuropa lever et arbejdsliv i Danmark med mere end dobbelt så stor risiko for at blive dræbt eller skadet alvorligt som deres danske kolleger.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke kommentere opgørelsen og give sin vurdering af, om antallet af dødsulykker blandt udlændinge er for stort i forhold til deres antal på arbejdsmarkedet.
Ministerens pressechef Charlotte Jepsen henviser til, at Arbejdstilsynet snart er klar med en analyse af alle dødsulykker på danske arbejdspladser det seneste år. Ministeren vil derfor vente med kommentarer dødsulykker og eventuelle forebyggende tiltag, til han har læst analysen, oplyser hun til Nyhedsbrevet 3F.
Vil have tal på bordet
Tavsheden fra Claus Hjort Frederiksen vækker undren i flere partier på Christiansborg.– Otte dræbte udlændinge er et alarmerende tal. Derfor skal der tal på bordet for såvel dødsulykker som alvorlige arbejdsulykker, hvor udenlandsk arbejdskraft er involveret. Vi vil kræve en grundig analyse af baggrunden for ulykkerne på bordet, når kredsen af forligspartier mødes om Østaftalen til januar, siger Thomas Adelskov.
Han er arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne og understreger, at ringe arbejdsmiljø for udenlandsk arbejdskraft ikke er et felt, virksomheder må konkurrere på.
Hos Enhedslisten varsler man en stribe spørgsmål i Folketinget til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
Et af de problemer, beskæftigelsesminister kommer til at tage stilling til, er den manglende viden om østeuropæernes arbejdsmiljø hos myndighederne.
Indtil nu har Arbejdstilsynet ikke lavet særskilte statistikker over nationalitet på de arbejdere, der bliver ramt af alvorlige arbejdsulykker eller dræbt på jobbet.
Den mangel kalder 3F et stort problem i arbejdet for at forebygge jobtragedier i fremtidens stadigt mere åbne arbejdsmarked.
– Der er meget at lære af de ulykker, der allerede er sket. I alle dødsulykkerne, er svigt i sikkerheden, deciderede ulovlige arbejdsredskaber eller sprogproblemer medvirkende årsager. Det skriger på en skærpet indsats og øget kontrol af arbejdsforholdene, siger Palle Larsen, der er miljøkonsulent i 3F.
