En ny undersøgelse fra HK/Privat viser, at mange virksomheder slet ikke tjekker, om arbejdsmiljøet på virksomheder skaber sygdom.
Det koster årligt samfundet 37 milliarder kroner, at 150.000 danskere må blive hjemme fra arbejde, fordi de er syge.
Det er for dårligt, mener SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.
“Jeg synes, at det er meget rystende. Man ved jo, at en tredjedel af alt sygefravær skyldes nedslidning, arbejdsulykker og de stigende problemer med psykisk arbejdsmiljø. Vi må simpelthen have gjort noget ved det her,” siger Eigil Andersen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hver tredje virksomhed i undersøgelsen fra HK/Privat har ikke sammenhængen mellem sygefravær og arbejdsmiljø med i den såkaldte Arbejdspladsvurdering (APV).
Og det er direkte ulovligt pointerer arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, Svend-Erik Hermansen.
Samtidig viser tal fra Arbejdstilsynet, at hver tredje virksomhed slet ikke laver en APV, som de skal ifølge lovgivningen.
SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen vil nu kalde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd for at få svar på, hvad han vil gøre med de mange virksomheder, der bryder loven.