Kapitel 5 (København 2014): Findes svaret i Schweiz?
Meget af vores tøj kommer fra Bangladesh. Her er bank, trusler og slaveløn en del af hverdagen. Sidste år døde 1.134 tekstilarbejdere, da fabrikken Rana Plaza styrtede sammen. Men hvor svært er det at købe en t-shirt, som er lavet under ordentlige løn- og arbejdsforhold? Fagbladet 3F’s journalist Peter Keiding er gået på jagt efter et svar.
100%
Annonce
Jeg har ringet til Kasper Kjærsgaard for at give ham en opdatering. Jeg forklarer ham, at jeg er ved at drukne i fine forklaringer på, hvorfor det er besværligt at fremstille en etisk t-shirt. Kasper fortæller, at han selv har arbejdet i tekstilbranchen. På Neckelmann, der i 1960’erne var Silkeborgs største virksomhed med 1.000 ansatte og førende i produktion af kjoler og nylonstrømper. Kasper blev fyret, da fabrikken omkring årtusindskiftet flyttede produktionen til Polen. Jeg lover ham, at jeg ikke giver op så let.
– Hænger du ikke lidt med mulen? Ind kommer Søren Zeuth, en af Fagbladet 3F’s fotografer, der sammen med Peter Rasmussen var i Bangladesh tidligere på året. Jeg klager min nød.
– Kender du Switcher? spørger han.
Det må jeg indrømme, at jeg ikke gør. Men hurtigt finder jeg ud af, at det er et schweizisk mærke, som slår sig op på at være etisk hele vejen igennem. Jeg tjekker hjemmesiden. Det ser helt rigtigt ud:
“Hos os kan du følge hver beklædningsgenstand trin for trin: Fra råvare til levering”.
Jeg går ind i deres webshop og køber en t-shirt. Så må vi se, hvor etisk det er, når det kommer til stykket.
Gad vide, om der findes andre, som også sælger t-shirts på nettet, hvor man kan kontrollere, hvem der har lavet dem?
Der er for eksempel det danske foretagende “Rent Tøj”. På deres hjemmeside kan man bestille en t-shirt af økologisk bomuld dyrket af uafhængige bønder i Peru. Fibrene separeres fra frøene på “LaColca” i samme land. Her får arbejderne 56 kroner om dagen. Tøjet bliver strikket hos “Cia-Textil” i Costa Rica med 48 timers arbejdsuge og fire måneders barsel. Endelig syes tøjet på den medarbejderdrevne fabrik “Comamnuvi” i Nicaragua. Her er der i hvert fald gennemsigtighed – sådan ved første øjekast.
Tøjmærker som Patagonia og A Question of… virker også, som om at de tjekker syerskernes vilkår.
Der er altså muligheder. Problemet er bare, at udvalget er for småt eller usmart, at det er for dyrt, eller at det ikke er beregnet til hverdagsbrug. Og ikke mindst: Man skal købe det meste af det på nettet.
Mette Boye er udviklingschef i Forbrugerrådet Tænk. Hun efterlyser større åbenhed fra de store tøjfirmaer i stil med Switcher, Rent Tøj og så videre.
– Der er et marked blandt forbrugere, der vil gøre en forskel. Men de kan ikke tage hele ansvaret. Producenterne må tilbyde mere gennemsigtige og troværdige produkter. Det undrer os, at det kan være så svært. Rana Plaza burde have gjort en større forskel. Men det er en branche, der har været vant til store profitter gennem årene. Og i Bangladesh har man presset lønningerne. Så spørgsmålet er, om viljen reelt er til stede. Man skal turde udfordre nogle grundlæggende logikker, siger Mette Boye.
Læs kapitel 6 her