3F mener, at Ulrik Frost har været udsat for organisationsforfølgelse, da han blev fyret fra Letz Sushi. På vegne af de ansatte krævede Ulrik Frost tilbage i maj måned 2013 ordentlige forhold på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren kaldte det groft illoyal adfærd.
På mødet i dag deltog DA, LO og 3F. Ulrik Frosts tidligere arbejdsgiver, Louise Ertman Baunsgaard dukkede ikke op. Hun havde i stedet sendt et bestyrelsesmedlem.
Sag går i fisk
Og efterfølgende gik sagen yderligere i fisk, da parterne ikke kunne nå til enighed. Derfor går sagen går nu videre til arbejdsretten.– Vi er ærgerlige over, at vi ikke kunne blive enige. Men vi mener fortsat, at Ulrik Frost har været udsat for organisationsforfølgelse, og derfor kører vi sagen videre i arbejdsretten, siger Lone Søgaard Nielsen, næstformand ved 3F København.
Indehaveren af Letz Sushi, Louise Ertman Baunsgaard, har følgende kommentar til sagen.
– Sagen behandles nu i arbejdsretten, hvor vi vil fremlægge vores dokumentation. Det ser vi frem til. Af hensyn til rettens arbejde, vil vi ikke kommentere sagens detaljer, skriver Louise Ertman Baunsgaard i en mail. Hun afviser et mundtligt interview med Fagbladet 3F.
