Sådan lyder det nu fra overborgmester Frank Jensen (S), efter Københavns Kommune har frikendt sig selv for mistanke om løndumping.
Fagbladet 3F har afdækket forholdene i byggefirmaet Danpartner. 17 polske håndværkere siger, de har ikke fået de 140 kroner i timen, der står i deres kontrakter. Samlet har de et krav på hele tre millioner kroner i en faglig sag. Polakkerne har blandt andet arbejdet med at bygge en børnehave og svømmehal for Københavns Kommune.
Københavns Kommune kræver ellers i sine kontrakter, at arbejdet bliver udført efter danske lønforhold. Efterfølgende har Københavns Kommune konstateret i en redegørelse, at kontrakterne ikke er brudt.
Kræver ny undersøgelse
Men nu viser det sig, at kommunen ikke har gjort andet end at spørge hovedentreprenøren, om kontrakten er overholdt. Her er svaret ja. Kommunen har som dokumentation fået udleveret tre lønsedler fra arbejdet på børnehaven Emdrup Vænge og to fra Øbro-Hallen.Kommunen har ikke selv undersøgt, hvor mange ansatte Danpartner rent faktisk har haft på byggepladserne. De ved ikke, hvor stor Danpartners entreprise har været. Og de har ikke dokumentation for, at de håndværkere, der er afleveret lønsedler fra, har arbejdet på de pågældende byggepladser. Det oplyser projektchef Gerti Axelsen.
Fagbladet 3F har talt med en af de polske håndværkere, Krzysztof Zajac. Han har arbejdet på Emdrup Vænge. Han siger, at otte polske håndværkere har arbejdet på børnehaven.
– Jeg vil på baggrund af Fagbladet 3F’s oplysninger bede kultur- og fritidsborgmesteren om en ny redegørelse. Den bør indeholde oplysninger om præcis, hvor mange ansatte Danpartner har haft på projekterne, skriver Frank Jensen i en mail.
Ekstrem naiv
Det er Københavns Ejendomme, som står for byggerierne. Enheden hører under kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).– Vi kan ikke konstatere, at kontrakterne ikke er blevet overholdt. Det er jeg og min forvaltning nødt til at forholde os til, siger hun.
Signe Færch fra Enhedslisten er rystet over, at kommunen blot har spurgt hovedentreprenøren, om der var styr på tingene.
– Det er en absurd at tro, at man kan kontrollere på den måde. Hvis de her firmaer havde gode intentioner og gerne ville efterleve vores krav, så ville vi ikke have de her problemer, siger hun.
