Det er de dystre kendsgerninger og en udvikling, der kun kan vendes, hvis ledelsen ude i virksomhederne tager et langt større ansvar for arbejdsmiljø, lød den direkte besked fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til virksomhederne under en stor konference, han havde inviteret til i går i samarbejde med Arbejdsmiljørådet.
– Et godt arbejdsmiljø begynder med, at ledelsen beslutter, at den vil have et godt arbejdsmiljø. Og at den vil gennemføre beslutningen i samarbejde med medarbejderne. Sikkerhed og arbejdsmiljø er ganske enkelt en del af ledelsesansvaret.
Det handler om holdninger
Hvis antallet af arbejdsulykker herhjemme for alvor skal falde handler det ifølge Claus Hjort Frederiksen om at forbedre sikkerhedskulturen og holdningen til arbejdsmiljø ude på den enkelte virksomhed.Og på Hydro Aluminium i Tønder har han set virke. Sker der en ulykke her, skal den ansvarlige leder give en mundtlig redegørelse for omstændighederne til direktøren. Ligesom alle “næsten-ulykker” og “næsten-skader” skal rapporteres. Det har ført til omtanke, når arbejdet skal tilrettelægges på virksomheden.
– Det er forebyggelse så det batter. Og det handler i bund og grund om at tage et ansvar. At den enkelte arbejdsgiver føler sig dybt ansvarlig over for sine medarbejdere og sikrer sig, at de har det rette sikkerhedsudstyr, bruger det og melder klart ud, hvad konsekvensen er, hvis de ikke bruger det.
– Men også at den enkelte medarbejder tager et ansvar. For eksempel ved at tage fat i kollegaen, hvis han glemmer sin sikkerhedshjelm.
3F vil se handling
I 3F er miljøkonsulent Palle Larsen enig med beskæftigelsesministeren i, at det først og fremmest er holdningerne der skal ændres ude i virksomhederne.– Hvis bare virksomhederne levede op til lovens krav, ville meget se bedre ud. Men ulykkestallene taler for sig selv, der er alt for mange, der tager for let på arbejdsmiljøet. Så det er på tide, vi ser noget handling.
Og så mener Palle Larsen, at der selvfølgelig er nogle, der mangler hjælp udefra.
– Jeg tænker her på nystartede virksomheder, hvor arbejdsmiljøet næppe er det der fylder mest i opstartsfasen. Der kunne der godt sættes ind med viden allerede på iværksætterkurserne, så arbejdsmiljøet ikke føles som en uoverkommelig størrelse, når man står der på egne ben.
Samtidig glæder han sig over, at der inden længe også vil være en økonomisk gulerod i kraft af billigere forsikringer for små virksomheder, der kan dokumentere at de arbejder systematisk med arbejdsmiljøet.
Opbakning fra DA og Lederne
Selv om underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Thomas Philbert lagde vægt på de mange positive fremskridt der også er sket i arbejdsmiljøet og fandt, at erkendelsen for at have et godt arbejdsmiljø ude i virksomhederne er langt større end tidligere måtte han medgive, at det er en holdningsændring der skal til.– Sammenlignet med mange andre lande, har vi et lavt ulykkestal, men skal vi længere ned, og det skal vi, så er det helt afgørende at se på adfærds- og sikkerhedskulturen ude i virksomhederne.
Og kontorchef i Ledernes Hovedorganisation Lars Andersen havde også et bud.
– Det har været en udbredt opfattelse, at problemerne med røg, støj og møg har været løst. De har været overset i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Den opfattelse skal ændres. Og forebyggelsen af ulykker skal tænkes ind allerede når vi indretter og planlægger arbejdet.
