Det fremgår af en kendelse fra den faglige voldgiftsret. 16. september fastslår kendelsen, at KH Construction skal efterbetale de polske bygningsarbejdere tre millioner kroner i løn, feriepenge og pension.
Men i virkeligheden var det Nicolai Gohs Miehe-Renard, der gennem Entreprenøren A/S med hård hånd styrede opgaverne og polakkernes aflønninger på mellem 49 og 62 kroner i timen. Det fremgår af de forklaringer, som tre polske bygningsarbejdere gav i voldgiftsretten.
Uvidende
– Hvis KH Construction skulle hedde andet end et stråmandsfirma, skulle det være et bogholderfirma, fastslår Silas Grage, faglig sekretær fra BJMF. Han har fulgt sagen meget tæt gennem længere tid og undrer sig ved Brandts uvidenhed om byggebranchen. Den blev afsløret på en række afklarende faglige møder inden det fagretlige møde i voldgiftsretten.– Torben Brandt vidste helt åbenlyst ikke, hvad der foregik. Af samme årsag kunne han ikke forholde sig til vores spørgsmål. Nicolai Gohs Miehe-Renard svarede også på de spørgsmål, vi stillede til Torben Brandt, siger Silas Grage.
Torben Brandt er uddannet civiløkonom og ansat som administrations- og it-chef hos Maare Advokater i Odense.
– Jeg har ikke lyst til at snakke om det. Og jeg vil gerne frabede mig, at I kontakter mig, siger Torben Brandt, da Fagbladet 3F ringer for at aftale tid til et interview om kendelsen.
