I sidste uges program mødte de fem mænd deres træner, de blev introduceret til grønsager, og de fik sig en udfordrende overraskelse. De skulle nemlig fotograferes til en fræk mandekalender. Det blev en øjenåbner for mændene, som blev overraskede over, hvor store dellerne og dunken var blevet. Herefter tog de alle udfordringen om at træne til en ekstrem triatlon op.
Følg med i Rigtige Mænd på Facebook.
Prust og støn
Der er lang vej, hvis de fem stærke gutter skal klare udfordringen. I sidste uges program skulle de løbe op og ned ad en trappe. Det kunne de ikke klare uden en masse pusten og en del støn. Og her blev mureren Lindy Aldahl sat over for den første udfordring.– Kvit smøgerne, eller gå tilbage til bilen.
Det var den kontante udmelding fra mændenes træner, Jacob Søndergaard. Med støtte fra de andre gutter valgte Lindy Aldahl at droppe smøgerne.
Frokost med det grønne
Til frokost var det altmuligmanden Palle Enevoldsen, der blev udfordret af en broccoli, som ikke kom på listen over livretter.– Det tætteste de kommer på grønsager, det er citronmåner, siger træner Jacob Søndergaard efterfølgende.
De rigtige mænd må droppe snegle, basser og bøfsandwich, hvis de vil klare deres triatlon. Her skal de svømme 1500 meter i havet, cykle 30 hårde kilometer på mountainbike og løbe 10 km i terræn.
I morgen skal vi se, hvordan gutterne klarer sig på deres mountainbikes, om broccoliene ryger ned, og om Lindy Aldahl kan holde sig fra smøgerne.
Følg med på DR1 klokken 20.30.
