Booker du bord på hans restauranter, bliver du bordkaptajn: Se, hvad du skal gøre

Det hjælper at give gæsterne ansvar for god stemning, fortæller restauratør.
- For det meste er der god stemning på Simon Leo Hansens fire restauranter i København, men sommetider oplever de gæster, der opfører sig upassende og nedladende over for kvinder især.
- Derfor har han nu indført en bordkaptajn på alle fire restauranter.
- Den, der booker bordet, bliver bordkaptajn og har ansvar for, at der er god stemning og for at sige fra, hvis nogen opfører sig respektløst.
- De fleste gæster har taget godt imod tiltaget.
”Hvornår har din ven sidst været upassende?”
Sådan står der på et lille rundt, hvidt klistermærke, som hænger bag Simon Leo Hansen.
Han har selv sat det op i Restaurant Omar på Nørrebro i København, som han åbnede for otte år siden.
Stedet er kendt for en uprætentiøs og festlig stemning. Men i løbet af årene har han ind imellem haft problemer med gæster, der har opført sig upassende.
Gæster, som for eksempel har ønsket en mandlig tjener i stedet for en kvindelig, og som har talt nedladende om kvinder.
Et ansvaret
Ifølge Simon Leo Hansen, der har årelang erfaring fra restaurationsbranchen, har de ikke flere upassende gæster end andre steder.
Man han nåede til et punkt, hvor han gerne ville gøre noget ved det. Så ved årsskiftet indførte han noget nyt:
En bordkaptajn.
Hun går ind og tager føringen på det: Nu er du hos os, og det er os, der bestemmer.
Simon Leo Hansen
Tiltaget har hjulpet, og nu har Simon Leo Hansen indført bordkaptajner på sine tre andre københavner-restauranter: Safari, Lamar og Kima.
Når du i dag booker bord på restauranterne, bliver du tildelt ansvaret som bordkaptajn. Du har et ansvar for, at der er god stemning og for at sige fra, hvis nogen opfører sig respektløst.
Samtidig gav han også sine tjenere et redskab, de kan bruge til at sige fra med.
Punktering
Og hvad vil det så sige?
Simon Leo Hansen forklarer det sådan her:
En gruppe gæster kommer ind, som den kvindelige tjener fornemmer kunne blive upassende. Hun kan se, at Jonathan har lavet booking, så hun spørger, hvem der er Jonathan.
Når Jonathan har sagt, ”det er mig”, kan tjeneren sige, ”du er bordkaptajn i aften, og jeg håber, vi skal have en rigtig fed aften”.
– Så er den ligesom punkteret i 99 procent af tilfældene. Hun går ind og tager føringen på det: Nu er du hos os, og det er os, der bestemmer, siger Simon Leo Hansen.
Det kan godt være, at Jonathan slet ikke har fortalt sine kammerater om bordkaptajn-rollen, men han ved, han er den, og tjeneren har fået sig en allieret.
Se jer selv i spejlet
I 99 procent af tilfældene er det grupper af mænd, der skaber dårlig stemning, og det er oftest de kvindelige tjenere, det går ud over, fortæller Simon Leo Hansen.
– De sidder og kører hinanden op og har en jargon à la: ”Vi betaler, så du skal gøre, hvad vi siger, fordi du er tjener”. Til tider er den også ekstremt sexistisk og nedladende – både kropsligt og fagligt.
Det kan for eksempel være, at de siger til den kvindelige tjener, at de gerne vil tale med hendes mandlige kollega om vinen.
– Det har vi oplevet mange gange, fastslår Simon Leo Hansen.
Det kan ødelægge dagen efter, hvis jeg får et opkald fra restaurantchefen om en episode. Jeg kan bedst beskrive det som et mini-angstanfald.
Simon Leo Hansen
Men der har også været værre eksempler.
De seneste otte år har han omkring 10 gange ringet til sådan en gruppe om mandagen og sagt, at de ikke var velkomne igen, og at de skulle prøve at se sig selv i spejlet.
– Alle de gange, jeg har haft de snakke, er de pludselig ikke særlig macho-agtige alligevel. De stikker halen mellem benene – de ved det jo godt.
Mini-angstanfald
Men det er også forskelligt, hvordan personalet reagerer, og hvor deres grænser går. Det er i det hele taget noget, Simon Leo Hansen har talt meget med personalegruppen om.
– Jeg har nogle kvinder ansat, som bare banker i bordet og siger, ”luk røven, hvor er I nedtur.” Så siger gæsterne ”sejt nok”, og så har de det fedt derfra.
Men han kalder det for ”nedtur”, at det skal være nødvendigt for en medarbejder at banke i bordet på den måde.
– Det kan ødelægge dagen efter, hvis jeg får et opkald fra restaurantchefen om en episode. Jeg kan bedst beskrive det som et mini-angstanfald. Jeg får hurtig puls, svedige håndflader, kvalme og dårlig samvittighed.
Både over, at han ikke selv har været til stede, men også over, at han ikke har kunnet skabe et sted, hvor den slags mennesker ikke kommer.
Kærkomment tiltag
Simon Leo Hansen påstår på ingen måde, at han har opfundet den dybe tallerken.
Han blev bare træt af at se sine medarbejder blive dårligt behandlet og ville gøre noget ved det.
Efter at have haft bordkaptajnen på Omar i et par måneder, sendte de et spørgeskema ud til gæsterne.
– Der var en masse, der brokkede sig og syntes, det var noget pis og hvad fanden, kan I ikke bare koncentrere jer om at lave noget ordentligt mad?
Men der var også virkelig mange, der havde optur over det og bakkede op om det.
De kaldte det for et kærkomment tiltag i branchen.
