Da medarbejderne på Danish Crown slagteriet i Holsted mellem Esbjerg og Kolding onsdag morgen mødte ind, var det til en sørgelig besked.
Her blev de orienteret om, at en 54-årig rengøringsmedarbejder tirsdag aften mistede livet i en arbejdsulykke på slagteriet.
Det fortæller Jens Hansen, som er pressechef ved Danish Crown.
– Lige nu er det meget uklart, hvordan den her ulykke overhovedet kunne ske, og derfor afventer vi myndighedernes undersøgelser, siger han.
Da vi kommer frem til stedet, konstaterer vi, at manden sidder fastklemt. Kort efter oplyser en læge, at manden er afgået ved døden
Dennis Holst
Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder ud fra den teori, at manden døde, fordi han blev klemt mellem to lifte, oplyser politikommissær Dennis Holst.
Den 54-årige mand arbejdede for en underleverandør, virksomheden TekniClean, som Danish Crown har ansat til rengøring af slagteriet. Fagbladet 3F har kontaktet TekniClean, som ikke har ønsket at stille op til interview.
Ifølge Jydske Vestkysten er den 54-åriges pårørende underrettet.
Der er ikke sket en forbrydelse
Politiet fik besked om ulykken ved et 112-opkald ved 20-tiden tirsdag aften.
– Da vi kommer frem til stedet, konstaterer vi, at manden sidder fastklemt. Kort efter oplyser en læge, at manden er afgået ved døden, siger Dennis Holst.
Politiet formoder, at manden havde arbejdet alene i op til 20 minutter, da han blev fundet af en kollega. Der var altså ikke var nogen, som så ulykken ske.
Det er vigtigt at understrege, at der ikke er blevet nedlagt et forbud mod, at vi må starte produktionen i dag
Jens Hansen
Resten af aftenen var både politiet og Arbejdstilsynet til stede på slagteriet i flere timer, frem til det blev nat. Ifølge TV Syd var Arbejdstilsynet først færdige med deres undersøgelser kl. 01.37.
Dennis Holst fortæller, at de ikke har anledning til at tro, der er begået en forbrydelse, og at de arbejder ud fra den teori, at det er en arbejdsulykke.
– Arbejdstilsynet tager den herfra, og vi foretager også stadig lidt undersøgelser, fordi der er nogle ting, der er lidt uklare, siger Dennis Holst. Han vil ikke komme ind på, hvad undersøgelserne handler om.
Danish Crown indstiller ikke arbejdet
Arbejdstilsynet fandt ikke anledning til at stoppe arbejdet på slagteriet.
Det fortæller Jens Hansen, der selv var til stede i går aftes efter ulykken.
– Det siger noget om, at der godt kan være ting, som kan forbedres, men at der ikke er en risiko på arbejdspladsen, som gør, at Arbejdstilsynet har nedlagt forbud mod at starte produktionen i dag, siger han.
Derfor har medarbejderne på slagteriet stille og roligt startet produktionen op på nedsat kraft.
Det betyder, at liften, som medarbejderen blev klemt imellem, stadig er i brug.
– Liften er en del af vores almindelige udstyr på fabrikken, og det er ikke et sted, hvor der på noget tidspunkt har været optræk til ulykker før, siger Jens Hansen.
3F: Sikkerheden er vigtig
Henriette Olofsen, som er næstformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration, hæfter sig ved, at manden havde arbejdet alene.
– Det lyder helt urimeligt, at der går 20 minutter, før nogen finder ham, siger hun.
– Det er en appel til arbejdsgiver om, at man går to og to, navnlig på udsatte steder som her, siger hun.
Der er kroge, knive, skæremaskiner, bånd, der kører og knuser, og gulvet er glat. Så der skal være stor sikkerhed, og det er der generelt
Henriette Olofsen
På den måde kan man holde øje med hinanden og ikke mindst hjælpe hinanden, hvis der bliver brug for det. Og det er vigtigt på slagterierne, som er farlige arbejdspladser.
– Der er kroge, knive, skæremaskiner, bånd, der kører og knuser, og gulvet er glat. Så der skal være stor sikkerhed, og det er der generelt, understreger hun.
Hun fortæller også, at der sjældent sker dødsulykker.
Men det er ikke første gang, der er sket arbejdsulykker på et af Danish Crowns slagterier.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet en arbejdsulykke på slagteriet i Blans ved Sønderjylland, hvor en reparatør blev fundet livløs og fastklemt i en kassevasker på slagteriet. Ulykken kostede manden livet.
Mindre end tre uger efter ulykken på slagteriet stod en rengøringsmedarbejder inde i en lignende maskine, mens den var tændt, da Arbejdstilsynet kom på besøg.
Arbejdstilsynet udstedte et strakspåbud og vurderede, at der var risiko for, at medarbejdere kunne pådrage sig alvorlige skader eller afgå ved døden.


