Receptionen på Hotel Legoland i Billund ser ud, som om den er bygget af store legoklodser. Nogle er orange, andre røde og gule. På disken står bittesmå nisser med nissehuer og danser rundt om et juletræ – i Lego.
På væggen bag hænger flere end 5000 af de små ikoniske Lego-figurer.
Og så er der en dør ind til et lille rum, som kun personale har adgang til.
Det var her, receptionisten Birgitte Røntved en tirsdag morgen i september 2023 stod med hjertebanken og rystede med listen over gæster, der skulle ankomme, i hænderne.
Om lørdagen havde Birgitte Røntved bisat sin mor, der var sovet ind efter et langt kræftforløb.
– Jeg havde det ikke godt. Jeg havde hjertebanken, siger hun.
Birgitte Røntved stod midt i et angstanfald.
Hun fortæller, at receptionistchefen bagefter gik med til, at Birgitte Røntved ikke skulle stå alene i receptionen resten af 2023.
– Jeg var angst for at være alene, for hvad nu, hvis jeg brød sammen og ikke kunne tage mig af gæsterne? siger hun.
“De sparkede til mig, mens jeg lå ned”
Månederne gik, og selvom hun ikke havde det godt med det, begyndte Birgitte Røntved efter nytår igen at stå alene i receptionen.
Derfor blev hun meget overrasket, da hun i marts 2024 fik en skriftlig advarsel af hotelledelsen, som Fagbladet 3F har læst. Her skrev ledelsen blandt andet, at Birgitte Røntved opponerede mod at stå alene i receptionen.
– Jeg synes, det var stort af ledelsen, at de gik med til, at jeg ikke skulle stå alene. Men da jeg fik advarslen, følte jeg, de brugte det mod mig. De sparkede til mig, mens jeg lå ned, siger hun.

Birgitte Røntved meldte sig syg.
Advarslen blev begyndelsen på enden af næsten 30 års ansættelse hos Legoland.
Birgitte Røntved var 17 år, da hun fik sit første job i forlystelsesparken, som på hjemmesiden beskrives som ”Danmarks mest kendte og elskede forlystelsespark”. Hun har lavet næsten alt, hvad man kan lave derinde, fortæller hun: Rengjort parkens toiletter og været pirat ved piratbådene.
Den eneste sæson, hun ikke arbejdede i parken, var i 1999, indtil hun i 2015 blev elev i receptionen på hotellet. I 2018 blev hun fastansat som receptionist.
Nu står hun frem og fortæller, hvordan hun oplevede, at ledelsen svigtede hende og gav hende skylden for det dårlige arbejdsmiljø på hotellet.
– Jeg har været glad for at være ansat. Der var en familiefølelse blandt kollegerne.
Men i oktober 2022 fik de to hoteller og campingpladsen, der hører sammen med parken, en ny direktør, Kari Brandsgård.
– Efter hun kom til, gik det ned af bakke. Det gik ud over personalet, siger Birgitte Røntved.

Kan du tage en vagt?
10 tidligere medarbejdere fra Hotel Legoland og Castle Hotel Legoland fortæller til Fagbladet 3F om et giftigt arbejdsmiljø og en hverdag med overfusninger, gråd og en følelse af at være overvåget af cheferne. En af de tidligere medarbejdere er tilmed flyttet fra Billund af frygt for at rende ind i en af cheferne.
Fagbladet 3F har talt med 10 receptionister og tjenere, der arbejdede på hotellerne i perioden 2015-2024. De fortæller, at arbejdsmiljøet led et knæk, efter Kari Brandsgård tiltrådte som direktør i oktober 2022. Fire står frem med navn, mens seks medvirker anonymt.
Fem af medarbejderne har været sygemeldte på grund af deres arbejde på hotellerne, og i tre af tilfældene er det meldt som erhvervssygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring. I et tilfælde har en receptionist ikke fået udbetalt korrekt løn, hvilket Fagbladet 3F har set dokumentation for.
Flere tidligere medarbejdere fortæller, at de hverken kunne få adgang til de lovpligtige arbejdspladsvurderinger, APV’erne, selvom de skal ligge tilgængelige for medarbejdere, eller deres interne medarbejdertilfredshedsundersøgelser.
Ifølge de tidligere medarbejdere viste undersøgelserne problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og det holdt de også møde med ledelsen om, fortæller de tidligere medarbejdere.
De fortæller, at de nærmeste chefer var fraværende, mens fællesbeskeder blev givet i Facebook-grupper, og de blev ofte kontaktet over Messenger og spurgt, om de kunne tage en vagt.

Flere har oplevet at blive kontaktet i ferier og på fridage. Nogle har oplevet, at de selv måtte finde en afløser, når der var sygdom.
Medarbejderne fortæller, at de flere gange har forsøgt at gøre ledelsen opmærksom på problemerne, hvilket Fagbladet 3F har set dokumentation for.
Legoland er blevet forelagt kritikken, men har ikke ønsket at stille op til interview. De har i stedet sendt et skriftligt svar fra deres HR direktør, Claus Jeppesen.
Han skriver, at de er kede af at høre om de tidligere ansattes dårlige oplevelser, og at de ikke er lykkedes med at skabe et trygt arbejdsmiljø for dem. Han skriver også, at trivselsmålingerne aldrig har været på et højere niveau end nu.

Når det bedste ikke er for godt
Da det i 2022 blev annonceret, at Kari Brandsgård havde fået jobbet, fortalte den nye direktør i en pressemeddelelse, at hun havde et meget tydeligt barndomsminde fra Legoland, og at hun glædede sig til at have fokus på at give gæsterne det samme.
– LEGO brandet er kendt for, at det bedste ikke er for godt, og det stiller et helt naturligt krav til os om, at vi skal levere vores ypperste hver dag, så vi kan fortsætte med at skabe fantastiske barndomsminder, sagde Kari Brandsgård dengang.

I Hotel Legolands reception vrimler det også med børn. Nogle af dem kommer fra den gangbro, som forbinder hotellet og parken. Her ligger nogle af de dyreste værelser: Dem, der har udsigt til parken. En overnatning på et værelse for en familie i højsæsonen koster for eksempel 5.469 kroner.
Inde i parken ligger det ikoniske Miniland, hvor danske byer og vartegn fra hele verden er bygget i miniaturestørrelse i Lego. I modellen af Nyhavn er der faldet sne på tagryggene, og foran husene i Ribe sidder fire nisser og spiser risengrød.
Da Kari Brandsgård fik jobbet, sagde hun, at hun først og fremmest ville lære Legoland og sine kollegaer at kende.
– Og så er det en stor prioritet for mig, at vi har det godt sammen, fordi det er altafgørende for at kunne give varige barndomsminder (..), sagde Kari Brandsgård.

Når jeg stod i receptionen, var jeg nærmest bange og angst for, når Kari Brandsgård kom gående rundt om hjørnet. Jeg kiggede rundt om mig selv og tænkte: Har jeg gjort noget forkert, ser jeg sløset ud?
Stine Lykke Nyvang
“Har jeg gjort noget forkert, ser jeg sløset ud?”
Der gik ikke længe, fra Kari Brandsgård var blevet direktør, før hun begyndte at ændre arbejdsgange på hotellet uden at tage medarbejderne med på råd, siger flere af de tidligere medarbejdere.
Derfor indkaldte receptionisterne hende til et krisemøde i foråret 2023. Det fortæller den tidligere receptionist Stine Lykke Nyvang.
– Vi havde brug for at snakke med hende om, hvordan vi følte os overset og ikke havde medindflydelse. Før havde vi en ledelse, der altid var i dialog med os. Og så stoppede det bare.
Det ændrede mødet dog ikke på, fortæller flere af de tidligere medarbejdere.

Som mange andre fremhæver Stine Lykke Nyvang, at Kari Brandsgård sjældent talte direkte til dem. I stedet følte de sig overvåget af direktøren.
– Når jeg stod i receptionen, var jeg nærmest bange og angst for, når Kari Brandsgård kom gående rundt om hjørnet. Jeg kiggede rundt om mig selv og tænkte: Har jeg gjort noget forkert, ser jeg sløset ud? Fem minutter efter fik vi en mail fra receptionistchefen om noget, vi skulle huske. Så vidste vi, direktøren havde været forbi, siger Stine Lykke Nyvang.
Tjenerne i restauranten fortæller, at de havde samme oplevelse. Hvis direktøren kom forbi, sagde hun ikke noget til medarbejderne, men kort efter kunne de modtage en mail med irettesættelser fra restaurantchefen. Så vidste de, at det kom fra direktøren, fortæller de.
De fortæller om en hverdag præget af konstant brandslukning og skideballer. De fortæller, at de aldrig var nok på job, og at det hårde fysiske arbejde sled på deres kroppe og for nogle af dem resulterede det i stresssymptomer.
Fraværet af psykologisk tryghed
Fagbladet 3F har talt med to eksperter i psykisk arbejdsmiljø. Morten Vejs Willert, der er ph.d., psykolog og mangeårig forsker i psykisk arbejdsmiljø på Aarhus Universitet samt Tanja Kirkegård, der er ph.d. i psykologi og forsker i psykisk arbejdsmiljø, stress og ledelse ved Aalborg Universitet. Begge eksperter udtaler sig generelt.
Hvis man arbejder i den slags miljøer, som også er præget af overvågning, konflikt og mangel på dialog og indflydelse er der en tæt relation til stress.
Tanja Kirkegård
De fortæller, at et arbejdsmiljø som det, de tidligere medarbejder beskriver, er karakteriseret ved et stort fravær af psykologisk tryghed, tillid og mangel på kommunikation.
– Hvis man arbejder i den slags miljøer, som også er præget af overvågning, konflikt og mangel på dialog og indflydelse er der en tæt relation til stress, siger Tanja Kirkegård.
Mange af de tidligere medarbejdere, som Fagbladet 3F har talt med, fortæller, at de havde på fornemmelsen, at direktør Kari Brandsgård ville af med dem.
– Det virkede, som om hun ikke kunne tåle, at vi kom med konstruktiv kritik på krisemødet. Vi havde opfattelsen af, at hun efter mødet mente, at vi modarbejdede hende, og at hun bare ville af med os.
– Det er hun lykkes med nu, siger den 31-årige Stine Lykke Nyvang.
Hun stoppede på hotellet i juli 2024. Efterfølgende er det mest den måde, hun oplevede, at receptionistchefen var på, som fylder hos hende.
– Hun skiftevis ignorerede mig og nedgjorde mig.
Fagbladet 3F har læst notater fra Stine Lykke Nyvangs lægejournal, hvor lægen skriver, at hun er sygemeldt med en akut belastningsreaktion efter sin tid på hotellet. Lægen skriver blandt andet, at Stine Lykke Nyvang har været udsat for mobning af ledelsen, som også har råbt ad hende.

Af lægenotatet fremgår det, at Stine Lykke Nyvang har oplevet angst, tankemylder, hjertebanken og koldsved. Især når hun tænker på at møde sine tidligere chefer.
– Jeg er flyttet fra Billund, fordi jeg ikke turde gå ned og handle ind. Jeg er angst for at løbe ind i mine gamle chefer.
Hun har det også svært med at være alene, fremgår det af lægenotatet.
– Jeg kan ikke holde ud, når min kæreste tager på arbejde. Hver søndag aften slår det klik, siger hun, når hun tænker på, at han skal afsted næste morgen.

Hvis jeg gjorde noget forkert, fik jeg det at vide.
Jeanette Jørgensen
Verdens bedste arbejdsplads
Den 33-årige receptionist Jeanette Jørgensen stod i lokalet bag receptionen, da hun en dag brød sammen.
Sammen med en kollega gik hun over til receptionistchefen for at fortælle hende om det.
– Chefen sagde, at vi skulle stoppe med at rotte os sammen og spurgte, om vi var bange for hende, siger Jeanette Jørgensen.
Chefen og Jeanette Jørgensen gik en tur i Legoland.
– Her gav chefen udtryk for, at alt var blevet bedre, efter Birgitte Røntved stoppede, siger Jeanette Jørgensen.
Det var Birgitte Røntved, der mistede sin kræftsyge mor.
– Gåturen sluttede med, at chefen sagde til mig, at hvis jeg fik det skidt, skulle jeg bare gå en tur i parken og minde sig selv om, at jeg var på verdens bedste arbejdsplads.
Oplevelsen fremgår også af en anmeldelse til Arbejdstilsynet, som Jeanette Jørgensen og tre andre medarbejdere har skrevet, og som Fagbladet 3F læst.

Jeanette Jørgensen oplevede flere gange, at chefen råbte ad hende og skældte hende ud.
– Det sætter sig i nervesystemet. Hun kunne gå fra at være sukkersød til at være kold. I dag er jeg stadig bange for at træde forkert, og jeg er bange for, at nogen bliver sure på mig. For hvis jeg gjorde noget forkert, så fik jeg det at vide.
Hun oplevede også, at chefen brugte trusler, for eksempel om, at Jeanette Jørgensen, der ikke var fastansat, ville få færre timer.
– Jeg oplevede, at hun skældte mig ud, så jeg fik det sådan: Ok, jeg er nødt til at indordne mig, så godt jeg kan, for ellers ved jeg ikke, hvad der sker. Får hun mig fyret, eller hvad sker der?
Som en spion
Jeanette Jørgensen oplevede som mange af de andre også at blive kontaktet over Messenger, især om ledige vagter. Men i et tilfælde handlede det om en anden medarbejder.
I en besked-udveksling på Messenger skrev receptionistchefen følgende:

Chefen sendte også et foto af hendes sms-udveksling med den medarbejder, der ville melde sig syg.
”Hej x. Kan jeg stole på du kommer? Når man er syg på 6. dagen – så ved man det også før kl. 16.30?” har hun skrevet til medarbejderen.
Senere på aftenen skrev Jeanette Jørgensen til chefen, som hun blev bedt om, at medarbejderen var mødt ind.
”Det er godt! Virker hun syg?” spurgte chefen.
– Det var ubehageligt, for man føler sig jo som en spion, siger Jeanette Jørgensen.
Hun sagde sin stilling op i juli 2024, men frygten for at lave fejl sidder stadig i hende.
– Jeg er bekymret for, at det skal følge mig resten af mit arbejdsliv, siger hun.
I december 2024 sendte Jeanette Jørgensens læge en anmeldelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvor lægen beskrev, at Jeanette Jørgensen har en akut belastningsreaktion påvirket af ”uforståelige ledelsesprincipper” og ”mobning”. Fagbladet 3F har læst anmeldelsen.
Det, som den danske model er bygget til
I maj 2024 havde Jeanette Jørgensen, Stine Lykke Nyvang og Birgitte Røntved taget fat i deres lokale 3F-afdeling i Billund. På vegne af kvinderne sendte 3F en mail til Kari Brandsgård, som Fagbladet 3F har læst.
Her beskrev 3F-afdelingen, at medlemmerne oplevede et hårdt psykisk arbejdsmiljø. 3F-afdelingen spurgte, om ledelsen ville være med til et møde, hvor arbejdsmiljøet skulle drøftes.
Det svarede hoteldirektøren Kari Brandsgård nej til.
I en mail skrev hun, at det selvfølgelig er ledelsens ansvar at sikre et godt arbejdsmiljø, men at det kun kan lykkes ved et samspil mellem ledelse og medarbejdere. Hun bekræfter, at det har været en udfordring i receptionen.
”Vi oplevede medarbejdere der decideret modarbejdede et godt arbejdsmiljø”, skrev hun, og fortalte, at det resulterede i flere møder og i et enkelt tilfælde en skriftlig advarsel.
Hun skriver også om ”det kendte ledelsesdilemma: At ganske få medarbejdere der modarbejder fællesskabet kan skabe et dårligt arbejdsmiljø.”
Fagbladet 3F har også læst en anmeldelse til Arbejdstilsynet, hvor de samme tre tidligere receptionister beskriver deres oplevelser med et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Den er sendt i november 2024.
Den danske model er jo bygget til, at vi kan sætte os sammen, snakke om tingene og finde en løsning på problemerne, siger hun.
Mette Madsen
Mette Jensen, som er faglig sekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, kalder de tidligere medarbejders oplevelser for “forfærdelige”.
– De er blevet behandlet uacceptabelt. Folk skal jo ikke blive syge af at gå på arbejde, siger hun.
Hun undrer sig over, at direktør Kari Brandsgård takker nej til at mødes med den lokale 3F-afdeling i Billund for at snakke om arbejdsmiljøet.
– Den lokale fagforeningsafdeling er en naturlig samarbejdspartner for en arbejdsgiver. Den danske model er jo bygget til, at vi kan sætte os sammen, snakke om tingene og finde en løsning på problemerne, siger hun.

– Jeg sagde til hende flere gange, at medarbejderne i receptionen stod ude bagved og græd på skift. Men der skete ikke noget.
Lene Knudsen
Det er noget helt andet bag skranken
Når 46-årige Lene Knudsen ser tilbage på de halvandet år, hun arbejdede på Legolands hoteller, er det med frygt og ubehag.
– Man opfatter det som et smart og flot hotel, hvor familier hygger sig og skaber gode minder og oplevelser. Og så var det noget helt andet bag skranken: Man skulle være på, glad og have overskud i receptionen. Fem minutter efter stod man ude bagved og græd, siger hun og fortsætter:
– Man tror jo ikke, det sker sådan et sted.
Når Lene Knudsen var på arbejde i receptionen på Hotel Legoland, så hun sjældent sin chef.
– Det var godmorgen og farvel. Hun spurgte aldrig, hvordan det gik.

Derfor skrev Lene Knudsen en liste med ting, hun skulle spørge chefen om. Hun samlede til bunke. Så gik hun op på chefens kontor og spurgte, om hun havde fem minutter.
– Hun sagde, at ”I vil fandengalemig have fem minutter her og der. Jeg har ikke tid til det!”, fortæller Lene Knudsen.
Overfusningen satte sig i Lene Knudsen.
– Man lever i en form for angst. Man tør ikke sige noget.
Men Lene Knudsen blev alligevel ved.
– Jeg sagde til hende flere gange, at medarbejderne i receptionen stod ude bagved og græd på skift. Men der skete ikke noget.

Lene Knudsen fik at vide, at hvis hun ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne hun bare smutte, fortæller hun.
Det bekræfter en kollega, som Lene Knudsen snakkede med bagefter, og Fagbladet 3F har også set en besked til en kollega, hvor Lene Knudsen omtalte samtalen med chefen.
Fordi så mange medarbejdere havde det dårligt, blev der arrangeret et møde. Lene Knudsen tog fat i direktøren, Kari Brandsgård, og spurgte, om hun ikke ville tage med.
Ifølge Lene Knudsen svarede Kari Brandsgård ”Er det nødvendigt?”. En anden tidligere receptionist, Jeanette Jørgensen, overhørte udvekslingen og bekræfter den.
Mødet blev holdt, men Kari Brandsgård deltog ikke.
Lene Knudsen stoppede på Hotel Legoland den 1. januar 2024 og arbejder i dag som receptionistchef på et andet hotel.
– Jeg søgte noget andet, for jeg havde haft mange diskussioner, hvor jeg har stået og grædt og rystet.

Ledelsen skrev, at jeg havde en utilfredsstillende måde at kommunikere med mine kolleger, og at jeg var skyld i dårlig stemning og arbejdsmiljø.
Birgitte Røntved
Advarslen
Til højre for receptionen på hotellet ligger en lille butik. Her kan du købe Lego, for eksempel nøgleringe med Snehvide, en ikonisk gul New York-taxa og eller en juledekoration med et rødt lys i. Butikken var et af de ansvarsområder, som blev taget fra Birgitte Røntved, uden ledelsen tog hende med på råd.
– Jeg følte mig ikke set. Jeg følte, de nedvurderede min arbejdsindsats. Jeg tænkte, om det var, fordi jeg ikke er god nok? Jeg begyndte at tvivle på mig selv.
Det skete, før Birgitte Røntved fik advarslen i marts 2024.
Hun meldte sig syg efter advarslen og kom ikke tilbage, men lavede en fratrædelsesaftale med hotellet.
Det viste sig, at hotellet ikke havde betalt korrekt løn til hende. Hun fik derfor en efterbetaling på 12.000 kroner, som Fagbladet har set dokumentation for.

Der er særligt et af punkterne i advarslen, som Birgitte Røntved stadig hæfter sig ved.
– Ledelsen skrev, at jeg havde en utilfredsstillende måde at kommunikere med mine kolleger, og at jeg var skyld i dårlig stemning og arbejdsmiljø.
Men hun mener ikke, at hun var negativ. Hun var dybt ulykkelig, fordi hun havde mistet sin mor.
Hun mener heller ikke, at det var hende, der skabte det dårlige arbejdsmiljø.
Tværtimod følte hun sig ramt af det.
Legoland: Et trygt og sundt arbejdsmiljø er førsteprioritet
Legoland er blevet forelagt kritikken, men har ikke ønsket at stille op til interview. De har i stedet sendt et skriftligt svar fra deres HR direktør, Claus Jeppesen.
– Vi er kede af at høre, at der er tidligere ansatte, som har haft dårlige oplevelser i deres tid hos os. Vores vigtigste hensyn som arbejdsgiver er at skabe et trygt arbejdsmiljø, og det er vi ikke lykkedes med for de pågældende – det er vi kede af, skriver HR direktør Claus Jeppesen og fortsætter:
– For os er det altid vores førsteprioritet, at der er et trygt og sundt arbejdsmiljø for vores ansatte. Vi glæder os over, at vores trivselsmåling er steget markant det seneste år, og at den aldrig har været på et højere niveau. Fremgangen ændrer dog ikke på, at vi vil blive ved med at have fokus på at forbedre arbejdsmiljøet.
Alle sort/hvid-portrætter og videoklip er taget af fotograf Lars Just. Alle øvrige fotos er Via/Ritzau/Legoland Billund Resort.
