Klokken 17.00
Det er en råkold dag i april, og Wolt-buddet Alan Tribouley står i den tidlige aftensol på Amagerbrogade.
Han har samme måned deltaget i en række strejker i hovedstaden sammen med hundredevis af andre Wolt-bude. De er godt og grundigt trætte af udbringningsgiganten, da de oplever, at lønnen er faldet drastisk det seneste år.
Derfor har argentineren besluttet, at det denne dag er sidste gang, han spænder sin blå taske fast på cyklen og leverer mad for Wolt.
Omkring klokken 17 logger han på Wolt Partner-appen, som budene bruger, og begiver sig ud på sine to sidste timer som Wolt-bud.
Da vagten er slut, er han “i chok”.
Klokken 17.15
Efter et kvarter er der stadig ikke kommet nogen ordrer ind.
– Mine kolleger kalder det at være ”full time waiter”, fordi vi venter på ordrerne konstant, siger det 29-årige madbud.
Men så dukker en bestilling op på hans Wolt-app.
46 kroner for en tur på 2,5 kilometer.
Ordren irriterer ham.
– Betalingen er meget under, hvad jeg synes, vi skal acceptere lige nu, siger han.
Han afviser ordren i håb om et bedre tilbud.
Ingen ordrer under 30 kroner
Alan Tribouley fortæller, at han og de strejkende kolleger er blevet enige om, at 30 kroner per kilometer er en fair pris.
Det plejede de at få, forklarer han.
Ordren på 46 kroner giver en kilometerpris på 18,4 kroner.
– Derfor afviser jeg ordren. Hvis jeg accepterer den her ordre, går jeg måske glip af en, der er bedre lønnet.
Rigtig nok kommer der en ny ordre ind kort tid efter.
– Den giver mig 27,15 kroner og det er cirka en kilometer, så det går lige. Den tager vi, siger Alan Tribouley.
Klokken 17.21

Trafikken er tæt på Amagerbrogade. Alan Tribouley krydser hurtig vejen og undgår med nød og næppe at komme i karambolage med de utallige biler, ladcykler, barnevogne og gående, der fylder gaden.
Han venter kort på pizzariaet og hopper hurtigt på cyklen mod kunden.
– Det er vanvittigt. Så den ordre afviser jeg.
Alan Tribouley
Alan Tribouley skal finde den rigtige hoveddør og ringer ejeren op, som efter et par minutter åbner.
Næste ordre kommer fluks ind på appen. Han accepterer den med det samme.
Han har alligevel ikke noget bedre at tage sig til, forklarer han.
Klokken 17.38

Alan Tribouley venter knap fem minutter ved Hubb Kitchen. Da han kommer til kundens opgang, tjekker han, hvor langt han skal op.
Det sædvanlige – fjerde sal.
Han får en ny ordre på 80 kroner for 3,8 kilometer. Her skal han skal hente to ordrer på vejen, der skal leveres to forskellige steder.
Han får altså omkring 21 kroner per kilometer og skal hente og bringe to ordrer på vejen.
– Det er vanvittigt, siger han og afviser ordren.
54 kroner på en time
Argentineren syntes tidligere, at det var godt lønnet at være Wolt-bud.
Men han og flere andre bude, som Fagbladet 3F har talt med, fortæller, at deres indtægt er faldet mellem 30 og 55 procent det seneste år.
I løbet af sine sidste to timer som Wolt-bud får Alan Tribouley flere gange tilbud om ordrer, som vil give ham langt under de 30 kroner per kilometer, han sigter efter.
– På en time har vi tjent omkring 54 kroner – så rimelig tæt på det, Wolt siger, at vi tjener. Men jeg er ikke matematiker, siger han på sarkastisk vis og henviser til, at Wolt har oplyst, at den gennemsnitlige timeløn ligger på 220 kroner.
Argentineren kommer ved en fejl til at acceptere den næste ordre, som han egentlig også synes giver en for lav betaling.
Turen går derfor mod en burgerbar.

Klokken 17.52

Personalet på Jagger forklarer, at det tager “nogle minutter”, før ordren er klar.
– Vi står bare her og mister penge, siger han.
Efter omkring 12 minutter får han burgerne i hånden.
Alan Tribouley kører hen til en rolig sidegade med røde murstenslejligheder.
Han har været nervøs for, om krusene med drikkevarerne holdt til turen.
– Jeg har kun spildt en lille bitte smule, siger han.
Han løber op på 2. sal for at aflevere ordren.
Ding, ding. Endnu en ordre tikker ind i appen.
Igen er det en, hvor man skal køre med to leveringer på en ordre.
– Vi tager den, siger Alan Tribouley.
– Så kan jeg vise jer, hvordan det foregår.
Klokken 18.38

Alan Tribouley skal først forbi McDonalds for at hente bestilling nummer et. Her møder han et andet Wolt-bud – færingen Hans Wilhelmsen, der kører på scooter.
– I dag har været lort, siger han om sin løn.
Selvom solen stadig skinner, tager blæsten og kulden nu for alvor fat. Alan Tribouley henter næste ordre og kører hen for at aflevere den.
Han spæner op på fjerde sal. Igen.
Jeg er ret chokeret over, at jeg tjente så lidt. Jeg synes, jeg kørte rimelig hurtigt, og tog de bedste ordrer.
Alan Tribouley
Nu går turen til sidste stop på dagens rute. Han skal op i endnu en lejlighed.
– Det er min allersidste levering, og det er ren dopamin, siger han og kigger ned på sin mobil for at finde etagen.
– Det er fjerde sal, siger han grinende.
Alan Tribouley kommer forpustet ud fra opgangen og har leveret sit sidste Wolt-måltid nogensinde.
– Så er vi færdige. Nu skal jeg bare se, hvad jeg har tjent.
Tror ikke sine egne øjne
Han kigger mundlam på mobilen.
– Er det det her, seriøst? Ja… det er seriøst det.
– Undskyld, jeg er i chok over, hvor lidt jeg har tjent. Der er selvfølgelig bedre indtjening fredag eller lørdag, men det er stadig skidt.
Alan Tribouley viser skærmen, hvor der står, at betalingen i alt for de knap to timer er 150.66 kroner.
– Jeg er ret chokeret over, at jeg tjente så lidt. Jeg synes, at jeg kørte rimelig hurtigt og tog de bedste ordrer.
Han får tilbudt endnu en ordre: 140 kroner for 14 kilometer – eller 10 kroner per kilometer.
Han griner vantro og lukker appen ned.
– Det er skørt, konstaterer Alan Tribouley og cykler hjemad.
Fagbladet 3F har forelagt kritikken til Wolt.
I et skriftligt svar oplyser Wolt, at de tager feedback fra alle deres bude alvorligt, og at de ønsker en konstruktiv dialog med de bude, der har rejst bekymring. De skriver, at størstedelen af Wolt-budene i gennemsnittet arbejder 7 timer om ugen, og at “tilfredsheden fortsat [er]høj på 4,6 ud af 5″.
Derudover skriver de, at den gennemsnitlige betaling til et bud, der er i gang med en levering, ligger på 220 kroner i timen.
Fagbladet 3F har bedt om at se statistikken over den gennemsnitlige løn og deres tilfredshedsundersøgelse, hvor tilfredsheden er 4,6 ud af 5. Det er Wolt ikke vendt tilbage på.

