31-årige Aljon Lozano fra Filippinerne har en klar plan.
Eller havde.
De seneste 10 år har han arbejdet i både Dubai, Malta og Danmark i en stræben efter at tjene penge nok til at give sine fire børn den fremtid, han ønsker for dem.
Vejen dertil er sushi, og masser af det. Han fileterer en lakseside i hurtige bevægelser, placerer råvarene som skakbrikker på et bræt og går i gang med at rulle og skære.
Og der har været nok at lave: I Danmark taler branchen om toppen af et regulært “sushi-boom”, hvor take away-sushi er blevet den ny pizza. Og der har været god brug for kokke, der kan lave sushi. Som Aljon Lozano, der har taget turen fra den anden side af jorden.
Men da han startede bag disken i Sushiart i Viborg gik det galt.
– Jeg har aldrig oplevet lignende, siger han.
Nu står han frem og tager et opgør, som kun få tør.
Han sagsøger sin tidligere arbejdsgiver, den midtjyske sushikæde Sushiart, for manglende løn på i alt 119.014,69 kroner.

Det gik sådan her til:
Den 5. Juni 2023 begynder Aljon Lozano at arbejde i Sushiarts butik i Risskov ved Aarhus efter en periode på Malta. Han bliver indlogeret i et værelse med en seng ovenpå sushibiksen på den østjyske strandvej sammen med tre andre filippinske kokke.
For det skal han betale 4.500 kroner om måneden og et depositum.
14 dage senere, den 21. juni, skriver Aljon Lozano til sin chef, Sushiarts ejer Karam Ayad, og spørger, om han kan få løn sidst på måneden.
Svaret lyder, at han først skal have en dansk bankkonto, og at hans første lønperiode løber fra 19. Juni til 15. Juli. Han vil altså ikke få løn for de første 14 dage.
– Jeg tænkte, jeg er allerede erfaren, hvorfor skal jeg igennem 14 dages gratis oplæring? fortæller Aljon Lozano.
Men han bider det i sig.
Danskernes hang til sushi har de seneste ti år ført til, at hver en provinsby nu har sin egen sushi-restaurant og ført til en efterspørgsel på kokke, der kan lave sushi. Det er et håndværk, som særligt asiatere har tillært sig.
Men med sushien kom også svindel i køkkenerne.
Fagbladet 3F har tidligere fortalt, hvordan især kinesiske, men også andre asiatiske kokke på papiret fik den høje løn, som kræves på beløbsordningen.
Beløbsordningen blev skabt som en vej for virksomheder til at skaffe højt specialiseret arbejdskraft i en tid med udlændingestramninger og er simpel i sin udførelse: Vil virksomheden betale en høj månedsløn – i 2024 40.583 kroner – kan de ansætte en udlænding.
Men i kinesiske buffet- og sushi-restauranter arbejdede kokke reelt under forhold, som myndighederne selv mistænkte for at være “menneskehandelslignende”.
I køkkenerne arbejdede kokkene 12 timer om dagen til en månedsløn på 9000 kroner efter skat med én fridag om måneden. I nogle tilfælde sov de i restauranternes baglokaler eller i boliger, som chefen ejede, ligesom de også ofte skulle betale chefen eller en mellemmand penge for overhovedet at få jobbet.
LYT FAGBLADETS NYE PODCAST OM KØKKENSLAVER:
Fagbladet 3F’s afsløringer førte til, at myndighederne i 2020 satte skarpt lys på sushikokkenes arbejdsforhold – til stor frustration for restauranterne.
Fra at have godkendt over 70 procent af ansøgningerne til restauranterne på beløbsordningen, styrtdykkede godkendelserne på under to år til ni procent. Det viser tal for Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som Fagbladet 3F har fået.
Græd for sine kokke
Det var her, at Aljon Lozanos chef, Karam Ayad – af folk omkring ham blot kaldet “Fabio” – gjorde sig bemærket:
I Ekstra Bladet og i Politiken stillede han sig i slutningen af 2021 frem og fortalte om, hvordan myndighedernes nidkære kontrol og formodning om, at han ikke overholdt reglerne, betød, at hans ellers voksende forretning led.
– Vi har simpelthen taget bilen og kørt hele Europa rundt, og der er ikke nogen, fortalte Fabio på klingende nordjysk om sine anstrengelser for at finde kokke, der ikke kom fra Asien.
Han kæmpede med at holde sine tårer tilbage, da han fortalte om det opslidende forløb med SIRI, der blev ved med at forhale godkendelserne af arbejdstilladelserne til virksomheden, der af Børsen var blevet udnævnt som “Gazelle” – en virksomhed i særlig stor vækst.

Det er halvandet år senere, at Aljon Lozano kommer til Risskov. Da han har afsluttet sin oplæring, bliver han sendt til Sushiarts butik i Skive.
Derefter bliver han sendt til at tage nogle vagter i Kolding og senere Risskov igen, indtil han i august 2023 bliver placeret i Viborg. Det viser vagtplaner, som Fagbladet 3F har set.
Karam Ayads armlægning med SIRI i de år, hvor ansøgninger fra de såkaldte beløbskokke blev forhalet, førte til, at hans virksomhed Sushiart blev registreret som såkaldt “fast track”-virksomhed hos udlændingemyndighederne.
Som fast track-virksomhed vurderer myndighederne, at ansættelsesforholdet umiddelbart er troværdigt og reelt nok, så der bliver givet en række fordele.
For Aljon Lozano betyder det, at han kan begynde at arbejde i Danmark, så snart hans foto og fingeraftryk er blevet taget hos danske myndigheder.
Men for at få løn, er det et krav, at Aljon Lozano skal have en dansk bankkonto. En proces, der kræver, at han først skal vente på, at SIRI godkender hans ansøgning, før han med godkendelsen kan gå ned på kommunen og blive registeret i cpr. Først derefter kan han tage sit cpr-nummer og gå ned og oprette en bankkonto.

De finere detaljer i den rækkefølge kender Aljon Lozano ikke. Så han bestiller for eksempel tid på kommunen, før hans godkendelse er gået igennem hos SIRI. Han må derfor slukøret og irriteret gå hjem og bestille en ny tid. Det fører til frustration og forsinkelse.
Selvom Sushiart sagde, at de ville hjælpe, blev det ikke fulgt op af handling.
– Jeg fik ingen hjælp eller støtte til, hvordan jeg skulle få den konto, siger Aljon Lozano.
– Du blev nødt til at tigge dem om hjælp.
Imens arbejder han hverdage fra klokken 12 til klokken 20 og i weekender fra klokken 10 til klokken 20. Han er alene ansvarlig for, at der bliver lavet sushi nok til sushibiksen, undtagen på de to ugentlige fridage, hvor han bliver afløst.
Selvom Aljon Lozano betaler husleje for et værelse i Risskov, sover han oftest hos en kollega i Skive. Togturen til Skive fra Viborg er kortere og billigere end turen til Risskov.
Karam Ayad fortæller ham, at han kan sove oven på Sushiarts lokaler i Viborg. Det vælger Lozano dog som regel ikke at gøre.

Det er ikke første gang, at Aljon Lozano arbejder for Karam Ayad. Det gjorde han også fra 2020 til 2022, hvor butikkerne under Sushiart var en del af Sushimania. Karam Ayad var den største franchisetager i Sushimania, indtil kæden splittedes op i januar 2023.
I 2022 valgte Aljon Lozano at opsige sit job i en af Ayads sushibutikker for at skifte over til en konkurrent i Odense. Dengang var han også utilfreds med arbejdet hos Ayad.
Men da han skulle søge om ny arbejdstilladelse til konkurrenten i Odense, stødte han ind i myndighedernes nidkære kontrol og formodning om, at der var tale om svindel og fik ikke sin tilladelse fornyet.
I stedet tog han til Malta for at arbejde en kort periode. Men hans plan var, at arbejde i Danmark og få familien med til eventyrlandet.
Da han spurgte sine kontakter i Danmark om et job, var Ayad den eneste, der havde brug for en kok. Så Aljon Lozano slog til.
– Jeg troede så, at han måske havde forandret sig til det bedre, siger Lozano.
– Men det viste sig at være til det værre.
31. juli 2023 er første lønningsdag for Aljon Lozano ifølge Ayads besked i juni. Men den passerer uden Aljon Lozano har fået en bankkonto. Han får ikke løn.
Det samme sker 31. august.
På Filippinerne bor hans fire børn, hans hustru og hans egen mor, som han alle forsørger gennem jobbet som sushikok i Europa. Forholdet til hustruen knager. De seneste måneder er det lånte penge, som han har sendt til den anden side af jorden. Han har gældsat sig, lånt penge af kollegaer og af sin chef, Ayad.
– Jeg har en familie, jeg skal brødføde, men han (Ayad, red) kostede mig kun penge, siger Lozano.
I midten af september får han omsider det gule sygesikringskort, der betyder, at han kan gå ned i den lokale Nordea og oprette en bankkonto.
På det tidspunkt har Aljon Lozano arbejdet i Danmark i tre og en halv måned uden at få løn.
Lettet sender han derfor 20. september kontonummeret til Sushiart, viser Messenger-beskeder.
Han får ikke svar.
Dagen efter spørger han, hvornår han kan forvente at få løn.
Svaret lyder, at han skal vente endnu en uge til den sidste dag på måneden, hvor Sushiart udbetaler løn.
Selvom han kun skal vente en uge mere, mister han tilliden. Han har fået nok.
– Forestil dig at gå næsten fire måneder uden løn, siger Aljon Lozano.

Gennem sine kontakter har Aljon fået lovning på et andet job i Danmark. Den 22. September 2023 siger han op på en e-mail.
Derefter får han tilsendt sin første og eneste lønseddel, hvor der står 29 kroner til udbetaling.

På lønsedlen, der dækker september måned, er tre måneders løn tilskrevet, mens der er fratrukket fem måneders husleje, depositum, kontant-lån, gebyr til SIRI, et gebyr for at stå for ansøgningen til udlændingemyndigheden og prisen for to kokkejakker og en kniv.
Tilbage står 29,33 kroner til udbetaling.

Chef: Jeg kunne ikke udbetale løn for SIRI
Chefen for Sushiart, Karam Ayad, forklarer til Fagbladet 3F, at han ikke kunne udbetale Aljon Lozanos løn på grund af kravet om en dansk bankkonto.
– Vi måtte jo ikke udbetale hans løn kontant. Vi måtte gerne til en dansk konto. Af hvad vi har kunnet læse i hvert fald. Men han kunne ikke komme med en dansk konto, siger han.
Han fortæller også, at Aljon Lozano har fået løn for sit arbejde gennem løbende lån.
– Han har fået det, der svarer til det, der skulle have været udbetalt. Han lånte penge løbende. Vi har betalt hans husleje. Selvom det er min egen lejlighed, jeg lejer ud, så skulle han da også betale husleje. Så vi har betalt alt for ham, siger Karam Ayad.
Huslejen er blevet fratrukket, fordi Aljon Lozano aldrig sagde sit lejemål op og har tre måneders opsigelse, siger Karam Ayad.
Om kokkejakkerne og kokkekniven siger Karam Ayad, at de forsvandt sammen med Aljon Lozano.
SIRI oplyser, at hvis en dansk bankkonto ikke er på plads indenfor de første tre måneder, kan man udbetale løn til en udenlandsk konto eller kontant. Udbetalingen skal blot kunne dokumenteres.
Det vil Ayad ikke forholde sig til, og henviser til, at sagen er indbragt for Retten i Aarhus.
Aljon Lozano nægter at have taget noget med, da han stoppede hos Sushiart.
Stævnet chef for 119.000 kroner
Med hjælp fra 3F Viborg har Aljon Lozano nu stævnet sin tidligere arbejdsgiver.
Kravet lyder på i alt 119.014,69 kroner. Heri indgår også manglende betaling for overarbejde.
I 3F Viborg køber faglig udenlandsk konsulent Regimantas Petronis, der har haft kontakten til Aljon Lozano, ikke Karam Ayads argumenter om, at han har gjort sit bedste.
– Når han inviterer udenlandsk arbejdskraft hertil, har han også et ansvar for at hjælpe dem i gang. Det er jo ikke sket her, siger Regimantas Petronis.

Aljon Lozano har i dag fået et nyt arbejde som sushikok i København hos Sushimania. Det er som at blive behandlet som et menneske igen, siger han. Og står fast på sin ret.
– Jeg gider ikke skamme mig. Det er ham, der burde skamme sig.
De 29 kroner har han aldrig fået udbetalt.


