Det er som hovedregel virksomheden, hvor vikaren udfører sit arbejde, der skal anmelde ulykken.
Tallene afslører, at der i perioden 2008-13 i gennemsnit blev anmeldt otte ulykker om året for hver 1.000 vikarer. Det er halvt så mange som på arbejdsmarkedet generelt, hvor der blev anmeldt 17 arbejdsulykker for hver 1.000 medarbejder.
Skjulte ulykker
Årsagen er, at vikarer er mere sårbare og frygter at blive fyret, hvis de får ulykken anmeldt. Det forklarer speciallæge Flemming Lander, som forsker i anmeldelse af arbejdsulykker ved Odense Universitetshospital.Tendensen i tallene er tydelig. Der sker en underrapportering af arbejdsulykker på godt 50 procent hos vikarerne, siger Flemming Lander.
Ifølge eksperten er det usandsynligt, at vikarerne bliver ramt af færre ulykker end andre på arbejdsmarkedet.
I forvejen bliver godt en tredjedel af alle ulykker på jobbet aldrig anmeldt.
– De er bange for, at deres vikariat ikke bliver forlænget. Når de så kommer til skade, vil de i mindre grad sige til chefen, at de skal have anmeldt deres ulykke, fordi de gerne vil holde lav profil og stå godt overfor chefen, siger Flemming Lander.
Ingen erstatning
Hos vikarbureauernes arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, har man ikke tidligere haft fokus på vikarer og anmeldelse af arbejdsulykker. Arbejdsmiljøkonsulent Rikke Hatorp kan ikke forklare, hvad forskellen skyldes.– Men det er ikke mit indtryk, at der sker en underrapportering af ulykker, der rammer vikarer, siger Rikke Haltorp.
Det er både et problem for samfundet og for den enkelte, at mange ulykker ikke bliver anmeldt, mener forskeren fra Odense Universitetshospital.
Dels betyder det, at der er farlige arbejdsforhold, der ikke bliver kendt af Arbejdstilsynet, som mister muligheden for at få bragt orden i forholdene.
– Og for den enkelte betyder det, at de mister muligheden for at føre en erstatningssag, fordi ulykken ikke er anmeldt, forklarer speciallægen.
