Og ifølge Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2005 er værfterne nu havnet på en kedelig andenplads efter svine- og kreaturslagterier som den branche herhjemme, der har næstflest arbejdsulykker i forhold til antallet af ansatte.
Tallene er kommet som en overraskelse for Arbejdstilsynet, der ellers tilbage i 2001 gennemførte skærpede tilsyn på værfterne, fordi de var udpeget som en af de 12 brancher herhjemme, hvor det var særligt farligt at arbejde.
Civilingeniør Anders Mortensen vil ikke afvise, at de senere års stigning i ulykkerne skyldes, at indsatsen er stoppet.
– Det kan være en mulig forklaring, det må jeg sige. Men det er ikke noget, vi har undersøgt.
Mulighed for særlig indsats
Endnu er det kun ganske få værfter, der stikprøvevis er blevet screenet som et led i den seneste arbejdsmiljøreform. Resten af branchen må vente, til de står for tur i 2008. Og umiddelbart er der ikke udsigt til, at køreplanen bliver ændret.– Men som et led i velfærdsreformen er der sat penge af til særlige indsatser i forhold til arbejdsmiljøet. Og da især stilladsarbejdere på værfterne har noget af det hårdeste arbejde og det højeste antal ulykker, kunne de meget vel være et emne til en særlig indsats, siger Anders Mortensen fra Arbejdstilsynet.
Lindø strammer op
Lindøværftet er med sine cirka 2.800 ansatte den største virksomhed i branchen. Heraf en række medlemmer af 3F Østfyn.– Det, jeg hører, er, at der har været en lille stigning i antallet af ulykker sidste år. Men også at man har strammet meget op, efter at der er kommet ny direktør på værftet. Man vil ikke acceptere ulykkerne på det niveau, de ligger på nu, siger næstformand i afdelingen Jan Johansen og fortsætter:
– Vi er kun mennesker, så der er ingen tvivl om, det er et område, man hele tiden skal have fokus på. Ellers sløves opmærksomheden, og man risikerer at falde tilbage i en situation med et stigende antal ulykker.
3F: resten af branchen skal tage fat
Miljøkonsulent Peter Kirkegaard fra 3F mener, at tallene taler for sig selv og bør give anledning til, at resten af branchen også tager fat.– Det er åbenlyst en branche, som har det svært. Ulykkerne er for mange, og aktørerne bør tage et alvorligt kig på forholdene, afdække årsager og sætte aktiviteter i gang.
En trøst er det dog, at værfterne ikke har haft nogen dødsulykker siden 1999 og heller ikke har haft ulykker, som medførte amputationer, siden 2002.
