I 2024 gik 3F sammen med Dansk El-forbund, Blik & Rør og Metal på barrikaderne, da Ørsted havde hyret Siemens Gamesa, som igen hyrede det polske firma Fairwind, der underbetalte deres ansatte på Esbjerg Havn.
Det har ført til, at havnen har indført nye regler, som skal sikre en ordentlig løn og et ordentligt arbejdsmiljø, når virksomheder fremover udskiber vindmøller på Esbjerg Havn.
Det fremgår af en ny social klausul, som havnen har udarbejdet. Den bliver en del af kontrakterne med virksomheder, som lejer sig ind på havnens arealer.
Styr på løn og sikkerhed
I klausulen fremgår det blandt andet, at virksomheder skal overholde “aftaler med arbejdsmarkedets parter”, og at fagforeninger og havnen skal “udvikle en fælles tilgang til udfordringer med relationer til arbejdsmarkedet, herunder arbejdsvilkår og sundheds- og sikkerhedsvilkår”.
Vi har fundet ud af, at vi bliver nødt til at regulere dette område bedre.
Dennis Jul Pedersen
Derudover skal virksomhederne på havnen overholde arbejdsmiljøloven og sikre, at der bliver etableret en arbejdsmiljøorganisation.
Styr på underleverandører
Direktør for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen, håber, at de kan forhindre skandaler som den med Fairwind fremover:
– Vi har fundet ud af, at vi bliver nødt til at regulere dette område bedre, siger han og forklarer baggrunden:
– Der er mange forskellige underleverandører til de firmaer, der lejer sig ind på vores sites. Her er det selvfølgelig vigtigt, at vi sikrer os, at de overholder lovgivningen, de normer og regler, der er, og at de også aflønner til overenskomstmæssige vilkår, lyder det fra havnedirektøren.
Det nye adfærdskodeks minder om de sociale klausuler, som en del kommuner har vedtaget. Esbjerg Havn er da også ejet af kommunen, som dog ikke selv har indført sociale klausuler.
Vigtigt med håndhævelse
Formand for 3F Esbjerg Transport, Jakob Lykke, glæder sig over den nye regulering:
– For os at se er det den rigtige vej at gå. Det er i høj grad resultatet af, at vores tillidsfolk har presset på, siger han.
Vi skal nok gøre vores til at sikre, at klausulen bliver overholdt.
Jakob Lykke
Et er, hvad der står på et fint stykke papir. Noget andet er, om reglerne bliver håndhævet:
– Jeg tror, at det har en effekt på de store virksomheder, der ikke vil afsløres i at bryde kontrakterne. Og så skal vi nok gøre vores til at sikre, at klausulen bliver overholdt. Vi fortsætter kampen for at sikre, at alle på havnen har ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Jakob Lykke.

