Én af de måder, man allerbedst kan mærke, at inflationen har vendt op og ned på priserne de seneste to år, er ved at smutte en tur til bageren efter morgenbrød. Især hvis du putter en kanelsnegl i posen.
For prisen på et kilo sukker er nemlig steget 61 procent i perioden, og det er dermed en af de største prisstigninger, som har ramt danskerne.
I efteråret 2021 begyndte prisstigningerne at tiltage voldsomt. På et tidspunkt var inflationen over ti procent.
Nu er de årlige prisstigninger omtrentligt tilbage ved niveauet for to år siden. Men selvom der nu er lidt mere ro på, så mærker mange danskere stadig de høje priser, selvom lønstigninger for nogle danskere er ved at æde sig ind på inflationen.
Særligt fødevarer, som samlet er steget 21 procent, tynger stadig i helt almindelige danskeres budget, fordi man af gode grunde ikke kan udskyde købet af dem.
Der er dog håb om, at fødevarepriserne snart begynder at falde. Sådan lyder vurderingen fra økonom Karsten Poul Jørgensen fra Lån & Spar Bank.
– De burde snart begynde at falde igen. Det internationale prisindeks for fødevarer er gået ned med omkring 20-25 procent, og det bør slå igennem i Danmark, siger han.
Solstrålehistorier
Der findes også varer, som er faldet i pris de sidste to år, selvom forbrugerprisindekset samlet er steget 11 procent.
Faktisk findes der omkring 20 varer i Danmarks Statistiks opgørelse, som er gået ned i pris. Statistikken omfatter i alt cirka 350 varegrupper.
For eksempel er ure faldet med otte procent i pris, og computere er gået ned med syv procent.
Samtidig har priserne på beklædning og fodtøj holdt sig nogenlunde i ro de seneste to år med prisstigninger på knap fem procent. Også her er der lysere tider på vej, forudser Karsten Poul Jørgensen.
– I en periode var det svært og dyrt at få varer hjem fra fabrikker i blandt andet Østen. De forhindringer er væk nu. Derfor bør beklædning falde i pris, siger Karsten Poul Jørgensen.
Dyrere at bo
Én anden ting, der er vanskeligt at spare meget på, er opvarmning af boligen. Sidste vinter var der meget fokus på høje priser på el og naturgas. Siden har der været fald, så elektricitet, gas og andet brændsel nu ligger på samlet 16 procent i stigning over to år.
Modsat beklædning og fødevarer er det straks mere vanskeligt at forudsige, hvad der sker herfra med priserne, lyder det fra Karsten Poul Jørgensen. Eksempelvis har den aktuelle krigssituation i Israel skubbet oliepriserne opad.
Uanset hvordan energipriserne udvikler sig, så kigger mange boligejere dog alligevel ind i en økonomisk presset periode, fordi renterne fortsat er meget høje sammenlignet med, hvad de var for et par år siden.
– Samlet set kan boligudgiften godt blive større for mange danskere. Tusinder af boligejere mærker, at renten på flexlån er drønet op, siger Karsten Poul Jørgensen.
Han venter også stigninger i transportpriser. DSB har for eksempel allerede varslet forhøjelser.
Spar penge: Husk at prutte om prisen
- Hvis du skal købe en ny vaskemaskine, tv eller andet, så forbered dig hjemmefra ved at tjekke priser andre steder på den model, du er interesseret i. Det kan du gøre på www.pricerunner.dk, www.pricerate.dk, butikkers hjemmesider og andre steder.
- I butikken skal du ikke gå til den yngste elev, men gerne til ejeren, bestyreren eller en anden, som har ret til at give rabatter. Spørg eventuelt, hvem du skal tale med, hvis du vil gøre et godt køb.
- Start med at spørge, hvor meget du kan få i rabat, ikke om du kan få rabat.
- Se flere gode råd hos Samvirke.
Spar på elektronik og hvidevarer
Når der kommer nye modeller af telefoner og andre af den slags varer, så er prisen tit skruet op – vent derfor med at købe, anbefaler Forbrugerrådet Tænk.
Når der kommer for eksempel en ny iPhone, så kan det være et gunstigt tidspunkt at købe den gamle model, fordi butikkerne skal rydde op på deres lagre.
- Hold øje med identiske modeller. For eksempel Bosch og Siemens producerer tit vaskemaskiner og opvaskemaskiner, som næsten er ens, men der kan være forskel på prisen.

