En mangeårig sag om skat, selskabsstruktur og udenlandske chauffører har nu fundet sin afgørelse i Retten i Esbjerg.
Transportfirmaet UAB Kurt Beier Transport, hjemmehørende i Litauen og tæt forbundet med det Esbjergbaserede transportfirma Kurt Beier Transport A/S, er blevet dømt til at betale skat i Danmark for årene 2011-2013.
Det skriver JydskeVestkysten.
Kurt Beier Transport A/S blev landskendt, da Fagbladet afslørede firmaet i at bruge underbetalte, filippinske chauffører, der boede i en slumlejr i Padborg, og firmaet har nu tabt en opsigtvækkende skattesag til millioner.
Det kan høre meget mere om i Fagbladets nye podcastserie “Slumlejren i Padborg”:
Bagmandspolitiets ransagede i 2014 Kurt Beier Transport A/S, hvilket har ført til domfældelsen.
Dommen fra retten i Esbjerg pålægger selskabet at betale skat af en indtægt på over 30 millioner kroner og slår fast, at selskabets reelle ledelse lå i Danmark.
Ransagninger satte gang i sagen
Sagen trækker tråde tilbage til december 2014, hvor bagmandspolitiet, ransagede Kurt Beier Transport på flere adresser i Esbjergområdet: Selskabets daværende hovedkontor, stifteren Kurt Beiers private bopæl og hans børns adresser.
Ved ransagningen beslaglagde bagmandspolitiet computere, dokumenter og telefoner.
Dengang udtalte administrerende direktør Karsten Beier, at han tog efterforskningen med ophøjet ro. Ifølge Karsten Beier var ransagningen relateret til en gammel skattesag fra 2008-2010 om udenlandske chauffører og vognmænd.
Ledelsen lå i Danmark
Skattemyndighederne havde oprindeligt vurderet, at ledelsen reelt blev varetaget fra Danmark, på trods af at selskabet formelt var registreret i Litauen, men tidligere havde Landsskatteretten fundet, at selskabet ikke havde ledelsessæde i Danmark, og derfor ikke var fuldt skattepligtigt.
I den forleden afsagte dom lægger retten dog vægt på, at den faktiske ledelse af UAB Kurt Beier Transport fandt sted fra Danmark.
“Den daglige drift blev styret af familien Beier fra Danmark. Den litauiske direktør havde mere karakter af en afdelingsleder end en reel leder,” lyder det i dommen.
Overfor JydskeVestkysten siger Karsten Beier, at dommen omgående er blevet anket til Vestre Landsret, hvor han forventer, at dommerne kommer frem til samme resultat som i sin tid Landsskatteretten.

