Livet i Danmark hænger i en tynd tråd for den australske tømrer Daniel Ingham.
Efter to afslag på forlængelse af hans arbejdstilladelse har han mistet håbet om at blive boende i andelslejligheden på Østerbro i København sammen med sin danske kæreste.
Han er ellers yderst efterspurgt i en byggebranche, der har hårdt brug for kvalificeret arbejdskraft. Entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S, hvor han har arbejdet siden 2018, står klar med job til ham.
Men han er endt i sagsbehandlingskaos.
LÆS OGSÅ: Mens byggefirmaer hungrer efter tømrere: Australske Daniel smidt ud af landet
Daniel Ingham fik i 2018 en fireårig arbejds- og opholdstilladelse via den såkaldte beløbsordning. I maj 2023 fik han afslag på at få sin arbejds- og opholdstilladelsen forlænget med den begrundelse, at han ikke tjente nok. Det protesterede han over, men i august 2023 fik han så afslag igen, men en begrundelse om, at han ikke har arbejdet nok timer.
Med sit kendskab til sagen mener Palle Bisgaard, der er næstformand i 3F Byggegruppen, at SIRI har begået fejl i deres sagsbehandling, og det med store menneskelige konsekvenser.
– Den her fejlagtige sagsbehandling er rent ud sagt ved at ødelægge et menneskes liv, siger Palle Bisgaard.
Et hullet system
Det er ikke første gang, 3F oplever sagsbehandlingen hos SIRI som mangelfuld. Men normalt handler det om sager om underbetaling og social dumping.
Palle Bisgaard fremhæver den såkaldte Holbæk-sag som et eksempel.
LÆS OGSÅ: HVAD ER HOLBÆK-SAGEN
Her var flere pakistanere ansat som bygningsarbejdere via beløbsordningen, men var ifølge en vurdering fra Center Mod Menneskehandels udsat for menneskehandel.
– Pakistanerne knoklede løs i døgndrift og boede under kummerlige forhold uden at SIRI gjorde noget, siger Palle Bisgaard.
Palle Bisgaard fortæller om flere lignende tilfælde, hvor det ifølge 3F Byggegruppen har været oplagt, at der var problemer, uden at SIRI tilsyneladende har ført nogen form for kontrol.
Han er derfor frustreret over, at en sag som Daniel Inghams skal fylde så meget hos SIRI.
– Jeg forstår ikke, hvad det er, der foregår. Hvorfor koncentrere sine kræfter på en sag, som den her, når der er så mange sager, hvor det skriger til himlen, at der er noget galt. Det er absurd, siger han.
Efter at Fagbladet 3F og andre medier har vist interesse for Daniel Inghams sag, har SIRI den 10. oktober meddelt, at de genåbner sagen.
Fagbladet 3F har forelagt kritikken fra Palle Bisgaard for SIRI, men de henviser til et tidligere svar.
SIRI har tidligere beklaget over for Fagbladet 3F, at Daniel Inghams sag ”ikke har været belyst tilstrækkeligt”, før myndigheden traf sin afgørelse.
– Når SIRI giver en opholds‐ og arbejdstilladelse, sker det på baggrund af en konkret ansættelseskontrakt. Tilladelsen er derfor blandt andet baseret på kontraktens vilkår, og de skal være opfyldt under hele ansættelsesperioden. I SIRI har vi påbegyndt et arbejde med i højere grad at tydeliggøre over for ansøgerne, hvad betingelserne er for den meddelte opholds‐ og arbejdstilladelse, skriver SIRI i et tidligere svar til Fagbladet 3F.
SIRI oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer til den verserende sag.

