Den unge mor nåede aldrig at sige farvel – og det plager stadig redderen Jarl

Egentlig er Jarl Udsen ret god til at sætte punktummer. Komme videre og lægge de ture, som han kører som ambulanceredder, bag sig, før de borer sig ind i hans sjæl og sætter spor, der aldrig heler.

Han er ret god. Men ikke lavet af stål.

Nogle ture er stadig til stede som åbne sår i hans hukommelse. Og helingen bliver ikke fremmet af, at der i hans branche mangler rum til at tale om de svære sager og store følelser.

Derfor er han nu en del af et større initiativ, der skal sætte fokus på det massive psykiske pres, som folk som den 62-årige redder, hans kollegaer og andre i frontlinjen hver dag møder, når de trækker i arbejdstøjet.

For nok er de professionelle. Men bag uniformen gemmer sig mennesker.

Fik aldrig sagt farvel

Som menneske har Jarl Udsen i 15 år båret på den magtesløshed, han mødte i et lyskryds i Aarhus.

En ung kvinde var blevet kørt ned og lå hårdt kvæstet i fodgængerovergangen, da han og hans makker som de første ankom til ulykkesstedet.

Kvæstelserne til trods var hun ved bevidsthed. Og midt i kaosset tryglede hun om at få lov til at se sin datter.

Jarl Udsen og hans makker kunne se, at det var kritisk. At hun nok ikke ville overleve. Og de forsøgte alt, men de arbejdede mod tiden, der var ved at rinde ud.

De nåede det ikke.

Kvinden fik ikke sagt farvel til sin datter, før hun åndede ud for sidste gang.

Kæmper med tårerne

Turen spøger hos Jarl Udsen. For nok handlede han professionelt, men menneskeligt har episoden sat dybe spor. Så dybe, at han for en kort stund må afbryde talestrømmen, da Fagbladet 3F taler med ham.

De våde øjne kan høres over telefonforbindelsen fra Thisted. Så tager han en dyb indånding. Gør det klart, at han er klar igen. Og så siger han undskyld.

Undskyld, fordi han græder.

Det er ikke, fordi det er uvant for Jarl Udsen at græde. Med 39 år i ambulancetjenesten har følelserne af og til fået frit løb.

Men det er altid sket derhjemme. Aldrig på arbejdet.

Hvad er det, der er så farligt ved at græde?

– Jeg tror, det er, fordi man som frontpersonel skal have en form for skjold. Når man er den, der rykker ud og er den behandlende part, er der ikke plads til, at man bryder sammen.

– Jeg tror, det måske også er det, der gør, at man har svært ved at vise følelserne på arbejdspladsen generelt – også selvom man måske i høj grad har brug for at komme af med dem.

Kræver bedre vilkår til Jarl og kollegaerne

Netop dér finder man årsagen til, at Jarl Udsen har sagt ja til at fortælle om den del af jobbet, der gør ondt. Både hos Fagbladet 3F og i en lille bog, der torsdag bliver delt ud på Christiansborg.

Her har Reddernes Udviklingssekretariat under 3F sammen med FOA, Fængselsforbundet og Politiforbundet inviteret til konference om PTSD og andre psykiske belastninger, som folk med job i frontlinjen oplever.

Formålet er at forbedre vilkårene for medlemmerne, der risikerer at knække psykisk, fordi de passer deres højrisikoarbejde.

Og så skal der sættes ind på forebyggelse, lyder det fra fagforeningerne.

Skal frem i lyset

Jarl Udsen stemmer i, og i hverdagen arbejder han selv aktivt på at gøre noget.

Ifølge ham skal der skabes et rum for at tale om netop den mentale belastning, der følger med jobbet som redder.

En belastning, der ikke begrænser sig til de ture, hvor han og kollegaerne er vidner til menneskers sidste farvel, men også omfatter den vold, de oftere og oftere møder på jobbet.

Og som sætter mindst lige så dybe spor.

Det hele er med til at nedbryde de mennesker, der har valgt at gøre det til deres levevej at komme andre til undsætning.

Jarl Udsen har med egne øje set alt for mange kollegaer knække på jobbet. Gå ned med PTSD og forsvinde fra sig selv og omverdenen. Og han har set endnu flere flygte ud af branchen af frygten for, at det også kan ske for dem.

– Jeg synes simpelthen, at alting omkring det her, er for usynligt. Og derfor skal det frem i lyset.