De underbetalte lastbilchauffører fra Filippinerne, der kørte motorvejene tynde for en dansk vognmand og boede i en slumlejr i Padborg, er så alvorligt et angreb mod den danske model, at der må findes nye svar.
Og det svar kan meget vel være indførelsen af en dansk mindsteløn.
Sådan lyder det i et opsigtsvækkende opslag på Facebook fra statminister Lars Løkke Rasmussen (V):
“Det er ikke længe siden, at vi alle med vantro så historierne blive oprullet om udenlandske chauffører ved Padborg, som under usle vilkår kørte lastbiler rundt på de danske landeveje. Overnattede i biler og på rastepladser. Levede under kummerlige vilkår. Til lønninger langt under det, som vi normalt betragter som fair,” står der blandt andet.


