Er det i orden at tjene lidt sorte penge, når det bare er småbeløb? Eller er det med til at undergrave vores fælles velfærdssamfund?
Fagbladet 3F’s afsløringer af, hvordan sort arbejde åbenlyst bliver formidlet på Facebook, har bragt brugerne på selv samme sociale medie til tasterne.
– Alt skriger til himlen. Manden arbejder sort, hvilket p****r mig af.
Jane Knudsen
Især historien om veteranen Allan, der arbejder sort ved siden af sin førtidspension, har udløst mange reaktioner:
– Dybt asocial mand, som er i fuld gang med at svindle systemet og ødelægge det for alle andre. Førtidspensionen er ikke for høj, men det er muligt at leve et tåleligt liv, lyder det fra brugeren ”Dam Dam”.
Du kan læse artiklen om Allan her.
– Alt skriger til himlen. Manden arbejder sort, hvilket p****r mig af i et ellers solidarisk samfund – han undergraver velfærdsstaten, skriver Jane Knudsen.
– Livet er ikke nemt på FTP (førtidspension, red.) men man må indrette sig efter omstændighederne og prise sig lykkelig over, at man ikke lever i et land, hvor alternativet er ingenting og gaden, mener Peter Pørksen.
Mange hænger i dyndet
Flere brugere peger på, at det er lovligt at arbejde lidt ved siden af som førtidspensionist. Og der er faktisk nogle muligheder for at tjene en ekstra skilling. Man kan for eksempel ansøge om at såkaldt såkaldt socialt frikort, som giver ret til at tjene op til 41.280 kr. om året, uden at det bliver modregnet i førtidspensionen.
Men det må ikke være sort arbejde.
Som Anya Junge skriver:
– Når man som førtidspensionist går ud og arbejder uden at betale skat af sin løn, så er det sort arbejde, uanset hvor meget du tjener!
– Stop nu det skinhellige pladder.
Peter I Jørgensen
Ole H. Nielsen forsøger også at sætte lidt nuancer på. I en længere debattråd med andre brugere anerkender han, at det er forkert at arbejde sort – men forstår samtidig også godt, hvorfor nogle førtidspensionister kan føle sig tvunget til det:
– Det er tiden, fra du bliver syg, til tiden, hvor du får FP (førtidspension, red.) der vælter læsset for de fleste. Den tid og økonomi, der følger med, gør, at rigtig mange hænger i dyndet og derfor må ty til sort arbejde for at komme på fode igen (…) Det er ikke i orden, at det skal tage 5, 10, 15 år eller mere for at få tilkendt en FP, skriver Ole H. Nielsen.
Alle ville gøre
Flere af brugerne mener, at sort arbejde i mindre omfang er i orden:
– Hold nu kæft hvor er der mange, der har ondt i røven herinde. Jeg har sgu ikke ondt af, at nogen tjener et par hundrede ved at slå naboens græs for at få det til at løbe rundt. Det vil alle gøre, hvis de bliver presset nok, så stop nu det skinhellige pladder, lyder det fra Peter I Jørgensen.
Den debat bliver også taget i artiklen om håndværkerne Niklas, Jens, der arbejder sort:
– Fordi en håndværker laver en skilling i ny og næ, kan ikke hidse mig op, skriver Kurt Christiansen. Den mand, der får 250 kr. for at ordne naboens plæneklipper vælter ikke nogen verden. Dem bruger han jo nok nede ved købmanden (…) Han betaler både afgifter og moms og giver betaling i sidste ende til ham, der frembragte varen. Men er han nu stor sort arbejder i 100.000-klassen, ja så betyder hans skat noget, skriver Steen Birkelund.
Give en ekstra skalle
Samme pointe har Flemming Marinussen:
– Det er helt i orden at arbejde sort, de (fleste) mennesker, som gør det, har et fuldtidsjob og giver den lige en ekstra skalle for at tjene en mønt mere. Det er den lille håndværker, der sætter mange ting i gang via hans sorte arbejde, skriver Flemming Marinussen.
Flemming Marinussen langer til gengæld ud efter dem, der er kriminelle og ”snyder og bedrager samfundet for millioner/milliarder”.
Vibeke Madsen sondrer også mellem småbeløbet hos den enkelte, som udfører arbejdet og så den store sammenhæng – men på en lidt anden måde:
– De småpenge, “jeg” tjener, sort er ikke det store problem, men hvis vi lægger alt det “sorte” sammen, bliver det til mange penge, som bl.a kunne bruges til velfærd, skriver hun.


