Det er første gang, der er faldet en fagretslig bod for brud på EU’s direktiv om arbejdstid.
3F Privat Service, Hotel og Restauration førte sagen for en 42-årig mandlig rengøringsassistent. Han hedder Farik Öztürk og gjorde rent i Føtex i Skæring nord for Århus aften og nat.
I syv måneder arbejdede han i snit 54 timer om ugen. Ifølge EU må det højest være 48 timer. Tit arbejdede han også over 12 dage i træk uden fridøgn.
Vigtig dom
Ifølge LO’s jurist Kirstine Emborg Bünemann er dommen vigtig:– Sager som denne, hvor manden har arbejdet vildt mange timer om natten, burde ikke være her. Nu er der faldet en pæn bod, selv om man altid kan diskutere, om den er stor nok, siger hun.
– Den kan også få betydning for andre forbund. Der er nemlig sket brud på den aftale, LO og DA har lavet om implementering af direktivet om arbejdstid, vurderer LO’s jurist.
Firma: Svært at hyre folk
HK har tidligere ført sager om direktivet. Men det er sket ved de civile domstole, hvor medlemmer har fået godtgørelse. I en faglig voldgift kan der ikke gives godtgørelse. Derfor skal der betales bod i stedet.Dem skal DBR betale. Og firmaets direktør Henrik Hansen forklarer, at det var svært at få nogen til jobbet i Føtex.
– Derfor fik Farik Öztürk også timer, mens han kørte til og fra jobbet. Det blev til alt for mange timer, som vi nu har fået bod for, siger han.
Den forklaring kom også frem i sagen, men blev afvist.
