Mange er blevet afhængige af konstant at være på Facebook og Twitter for at holde sig opdateret med venner og andres liv. Vores brug af sociale medier har ført til et nyt fænomen: Fomo (fear of missing out) - frygten for at gå glip af noget.
Hænger du konstant over computeren eller smartphone for at tjekke Facebook, så kan det være, at du frygter at gå glip af noget. Fænomenet kaldes fomo – fear of missing out.
Louise Stræde Thomsen
100%
Annonce
Statusopdateringer på Facebook, Twitter og andre sociale medier. Der er uanede mængder af muligheder for at få stillet sin nysgerrighed om naboens og de kendtes liv.
Men i takt med, at nysgerrigheden tilfredsstilles over nettet, er der opstået et nyt fænomen – ‘fomo’- fear of missing out, som på dansk kan oversættes til frygten for at gå glip af noget.
Men at være ‘fomo’ kan have konsekvenser for dem, som man omgiver sig med, siger Tem Frank Andersen, der er studielektor og medieforsker hos institut for kommunikation på Aalborg Universitet.
– Man er fraværende og påskønner ikke nu’et, fordi man hellere vil være et andet sted – nemlig på de sociale medier, så man kan tjekke, hvad andre laver, forklarer Tem Frank Andersen.
Mange er ‘fomo’
Medieforskeren henviser til amerikanske undersøgelser, som viser, at op til 70 procent af en mandlig ungdomsårgang kan være ‘fomo’.
– At være ‘fomo’ er en tilstand, som ligger mellem stress, afhængighed og ængstelighed, forklarer Tem Frank Andersen.
– Man bliver ikke så bange, at man ikke kan navigere i livet, men det at være ‘fomo’ tager noget af opmærksomheden fra nu’et ved at man konstant tænker på de sociale medier, og hvad andre har gang i, siger medieforskeren.
En del af vores kultur
Men Tem Frank Andersen mener ikke, at der er den store grund til bekymring over de mange ‘fomoer’, som er avlet ud af de sociale medier. Det kan blot være endnu et nyt fænomen, vi må vænne os til.
– Det kan svare lidt til dengang, vi fik internet. Der skulle man jo også hele tiden tjekke, om der nu var kommet en ny mail, siger Tem Frank Andersen.
– Vi kan jo ikke forestille os en verden uden sociale medier. Det er blot en ny form for kommunikation, siger medieforskeren.