Danmark er blevet frifundet ved EU-Domstolen i en langvarig sag om piratkørsel, der blev indledt i 2014.
3F kalder det et kæmpeskridt i kampen mod piratkørsel, og vognmændene pointerer, at signalet er klart: Social dumping må og skal bekæmpes.
Det, EU-Domstolen har frifundet Danmark for, er brud på EU’s regler for udenlandske chaufførers kørsel med fragt på danske veje.
Ifølge de danske regler må lastbiler fra for eksempel Polen, Bulgarien og Rumænien gerne køre ind og ud af Danmark med varer – og de må også gerne køre tre ture med gods, mens de er inden for landets grænser.
Men så skal de køre ud af Danmark igen. Bliver de udenlandske lastbiler i Danmark og kører rundt med gods til dumpingpris, er der tale om ulovlig cabotagekørsel – også kaldet piratkørsel.
Kæmpeskridt i kampen mod piratkørsel
EU-Domstolen mener blandt andet, at EU’s regler for såkaldt cabotagekørsel er uklare. Derfor har Danmark lov til at fortolke dem på sin måde, som heller ikke strider mod EU-retten, mener domstolen.
Formand for 3F Transport, Jan Villadsen, er særdeles tilfreds.
– Det er en god dag for transportbranchen. Vi har set massevis af eksempler på, at brodne kar blandt vognmændene misbruger chaufførerne og står bag piratkørsel rundt i Danmark til dumpingpris, siger han og fortsætter:
– Det er glædeligt og særdeles fornuftigt, at Danmark og andre lande med EU-lovgivningen i hånden kan sætte grænser for piratkørsel og udbredt misbrug af udenlandske chauffører, siger Jan Villadsen.
Vognmænd: Social dumping skal bekæmpes
Erik Østergaard, administrerende direktør for vognmændene i DTL-Danske Vognmænd, er også glad for dommen.
– Resultatet fra EU-domstolen var forventet, men jeg er da ikke desto mindre glad for dommen. Over hele Vesteuropa ser vi landene skærpe kursen over for social dumping, og Danmark har ikke just været frontløbere, siger han og fortsætter.
– Havde Danmark lidt nederlag, ville mange andre lande stå for tur med udsigt til en tur gennem EU-retsmøllen. Med afgørelsen i dag tror jeg, mange lande ånder lettet op, og signalet er klart: Social dumping er ikke acceptabelt, og landene har ret til at beskytte sig. Det er en vigtig markering, siger han.
Han mener, at dommen sender to klare signaler til de danske politikere.
– Social dumping må og skal bekæmpes. Og det kan betale sig at sætte sig op imod EU-systemet, når det åbenlyst tager fejl. Det må vi forvente af vores folkevalgte, at de har mod og mandshjerte til, slutter Erik Østergaard.

