For ligesom stort set alle Bille Augusts film, så handler også hans seneste “Stille hjerte” nok allermest om familier og den måde, vi er sammen på. Tænk på “Zappa”, hvor Steens rige, men kuldslåede familie er i fokus. Sammen med Mulle fra arbejderfamilien, der bliver mobbet og tvunget til at spise skovsneglen. I “Tro, håb og kærlighed” er der autoritære familier, en dominerende far og psykisk sygdom på spil. Og i “Pelle Erobreren” bærer kærligheden mellem Lassefar og Pelle tilskueren igennem ydmygelserne af de fattige landarbejdere.
På den måde hænger det alt sammen sammen. Også i “Stille hjerte”, som sætter et så stort tema som aktiv dødshjælp til debat, men gør det i en ramme, der er sat af en familie. Som instruktøren selv formulerer det:
– Frem for alt er “Stille hjerte” en kærlighedshistorie. De to døtre i filmen har haft deres tvivl, men de har accepteret deres mors beslutning. Af ren kærlighed til hende. Men filmen beskriver den usikkerhed, der følger med. For hvordan tackler man at være sammen med den mest elskede person, der har besluttet sig for en værdig død? spørger Bille August.
Man røber ikke for meget ved at sige, at “Stille hjerte” handler om aktiv dødshjælp. Og at hele filmen udspiller sig over en weekend, hvor Esther (Ghita Nørby), der ved at sygdommen ALS vil fortsætte med at æde hende op, har inviteret de to døtre, svigersønnen, barnebarnet og den yngste datters ustabile kæreste til at sige farvel. Esthers mand, der er læge, har leveret medicinen, og når der er kysset farvel søndag aften, skal pillerne sluges.
Katten om den varme grød
– Selvom alle ved, hvad der skal ske, så opfører de sig akavet og kejtet. Alle har en berøringsangst over for det meget delikate emne, som døden er. De går som katten omkring den varme grød. Måske undtagen den yngste datters kæreste, der hele tiden får sat tingene i relief, ved at sige det som ingen af de andre kan. Han er nok ikke den hurtigste knallert på molen, men han er et varmt, dejligt menneske, siger Bille August om skuespilleren Pilou Asbæks figur i filmen.Hvorfor en film om aktiv dødshjælp, som mindst lige så meget handler om familier?
– Jeg synes, aktiv dødshjælp er et interessant tema. Vi lever længere. Lægevidenskaben har gjort sit på godt og ondt. Men Esther i filmen vil ikke leve uværdigt, mens hun skrumper ind. Hun vil dø med værdighed. Hvert menneske er smukt og unikt og bør leve med værdighed. Og jeg forstår godt, at det liv, Esther kommer til at leve med sygdommen ALS, ikke er værdigt.
– Samtidig ville jeg gerne skildre en familie i den her akavede situation. Og vise, hvor nuancerede vi er som mennesker. At den kontrollerede måske ikke kan kontrollere det hele. Og at den svage kan ende med at blive den stærke. Det er nuancerne i at være menneske, jeg er ude efter, siger Bille August.
Far var en tyran
Han er selv vokset op i familie, hvor der mildest talt ikke blev talt om tingene. Hans mor døde, da han var syv år, og hans far, der var hypnotisør og eksperimenterede med psykologi, fjernede bogstaveligt talt alle minder om den lille Billes mor fra hjemmet. Ingen billeder, ingen minder, ingen snak om hende.Bille August har tidligere fortalt, hvordan han opfattede sin far som iskold og hård og tilhænger af en katastrofal pædagogisk retning, når det gjaldt omsorg for børn. Bille August hadede sin far til hans død, men vedkender sig også en fascination af ham.
– Min far var en afsindigt dygtig hypnotisør, og jeg var med ham, når han var ude og optræde. Han lavede et show, hvor han for eksempel bad folk i salen om at samle deres hænder bag nakken, og så kunne de ikke skille dem ad igen. Eller han satte en person tilbage i tiden, for eksempel til hans seksårs fødselsdag. Han havde magt over mennesker på de mest mærkelige måder.
– Han sagde til min mor, at de russiske dukker, vi havde derhjemme, holdt øje med hende, når han ikke var hjemme. Han havde en meget mørk side og en utrolig magt over sin familie. Det var en helt anden form for pædagogik, end den vi praktiserer i dag. Han var et produkt af den sorte skole.
Bille August led i mange år under sin manglende evne til at holde fast i kærligheden. Han gik til psykolog og forstod sin egen mørke side, og i dag bruger han sin indsigt til at skildre andre familier.
Stop op og tænk dig om
– Alle familier har deres ting. Og jeg er utroligt overfølsom over for det. Jeg kan med det samme mærke den specielle stemning, når jeg kommer ind et sted, eller se blikket, der betyder alt. Det, vi vokser op med, former os som mennesker, men magtanvendelsen kan være meget subtil. Som barn flygtede jeg ind i en fantasiverden, siger Bille August.Kan film få os til at se ting på andre måder?
– Ja. Film kan give sjæl og hjerte til et tema. Selv om temaet i “Stille hjerte” er aktiv dødshjælp, så tager den fat på det på en anden måde, end Etisk Råd gør. Der kan man debattere det. I filmen går vi ind i en familie og ser, at det altid handler om relationer.
I filmen er der en, der siger, at man troede, man havde en masse tid. Og så er den pludselig gået?
– Ja, og jeg håber, filmen påminder om, at man skal stoppe op, tænke sig om og prioritere rigtigt. Jeg fatter slet ikke den tid, vi lever i. Jeg synes, det er tåbeligt at bruge sin tid på Facebook eller alle mulige tv-serier eller alle de informationer, vi bliver overdænget med. Jeg synes, det er vigtigt at spørge, om man virkelig lever sit liv ordentligt. Hvad fik jeg egentlig gjort og sagt?
– Og din egen død? Er du bange for den?
– Jeg har altid haft en romantisk forestilling om at dø mæt af dage. Men jo mere jeg tænker på døden, jo mere rædselsfuld synes jeg, den er. Jeg har små børn, jeg holder frygteligt meget af. Jeg synes, livet er mægtigt og vidunderligt, og min livslyst og nysgerrighed er intakt. Jeg tror, der er en beskyttelsesmekanisme i os mennesker, så vi ikke går og tænker på døden hele tiden. Det ville være uudholdeligt.
Er du selv for eller imod aktiv dødshjælp?
– Jeg er usikker på, om det er rigtigt eller forkert. Og jeg kan godt se, at det kan blive en glidebane, hvis man synes, man er en belastning for andre eller depressiv. Jeg synes ikke, man skal fornægte forgængeligheden, men derfra til at man ligger syg hen i årevis … Min kone og jeg har talt om, at hvis man ender der, hvor det er uværdigt, så skal vi hjælpe hinanden.