Sidste år mistede 42 livet, imens de passede deres arbejde. Det er tre mere end i 2010, der satte bundrekord i dødsfald på danske arbejdspladser.
2011 kostede 42 livet, imens de passede deres job. Det er forholdsvis få, selvom bundrekorden fra 2010 ikke blev nået.
Hans Christian Graversen
100%
Annonce
2011 holder fast i en positiv tendens, hvor under 50 mistede livet på jobbet.
De senest opdaterede tal fra Arbejdstilsynet viser, at 42 blev dræbt, imens de var på arbejde i 2011. Og det er tæt på alle tiders bundrekord, der blev sat i 2010 med 39 dræbte.
Tallet dækker ansatte, der arbejder på landjorden. Og årets sidste ulykke skete på årets sidste dag. Her blev et 18-årigt avisbud kørt ned og dræbt af en bil, da hun passede sin avisrute i Nordsjælland.
Krise giver færre drab
Før finanskrisen, i 2006 og 2007, blev over 60 dræbt i job på land hvert år. Siden har antallet ligget under 45. Og ifølge 3F er det krisen, der er den vigtigste forklaring på faldet.
– Der er ikke meget godt at sige om krisen. Men den er formentlig den vigtigste årsag til at færre bliver dræbt på jobbet. Samtidig er vi blevet bedre til at forebygge ulykker. Det skal der holdes fast i, siger Palle Larsen, der er arbejdsmiljøpolitisk konsulent i 3F.
I marts kommer de endelige og officielle tal fra Arbejdstilsynet, når det gælder alvorlige arbejdsulykker og dræbte på job i 2011. Her kommer også opdeling på køn, nationalitet og branche.
Færre ulykker
De foreløbige tal tyder på, at der er færre ulykker i 2011 end i 2010.
I 2011 er registreret 42.641 arbejdsulykker mod 44.382 i 2010. 2010 bød på 166 amputationer, der skyldtes ulykker. De foreløbige tal for 2011 siger 155 amputationer.
Arbejdstilsynet kunne tælle til 4.435 knoglebrud, der skyldtes arbejdsulykker i 2010. For 2011 er der indtil nu optalt 4.306 knoglebrud.