Det viser en analyse, BAT-kartellet har lavet på baggrund af granskning af alle anmeldte ulykker i bygge- og anlægsbranchen mellem 2006 og 2008.
Tallene er opgjort i 16 underbrancher. I 10 af underbrancherne har aldersgruppen 18-24-årige flest ulykker. Det gælder blandt andet murerarbejde, tømrerarbejder, opførelse af bygninger og nedrivning.
Alvorligste ulykker
De unge har også oftest de alvorligste ulykker, det vil sige ulykker, der medfører død, amputationer og knoglebrud.Analysen bekræfter en anden statistik, som fortæller om, at de unge er overrepræsenteret med hensyn til ulykker i byggebranchen.
25-årige Michael Kristiansen er ungdomsrepræsentant for bestyrelsen i 3F’s Byggegruppe. Han er ikke overrasket over, at de unge kommer mest til skade.
– Det handler om erfaring. Men det handler også om, at langt fra alle arbejdspladser prioriterer arbejdsmiljøet, siger han.
Påvirkes af jobkultur
Michael Kristiansen har syv års erfaring i byggebranchen med flere ansættelser som arbejdsmand.– Som unge påvirkes vi naturligvis meget af vores omgivelser, og når der er en god sikkerhedskultur på en arbejdsplads, så tager vi ved lære. Det gør man desværre nok også de steder, hvor sikkerheden ikke prioriteres, siger han.
Michael Kristiansen er sikker på, at der sker flere ulykker i virksomheder, hvor der ikke er fokus på det gode arbejdsmiljø fra ledelsen.
I 2007 ramte hver sjette ulykke i byggeriet en ung. Anden forskning viser, at de unge samtidig er den gruppe, der er dårligst til at anmelde ulykkerne.
