Tre gange var skibsinspektører fra Søfartsstyrelsen om bord på fiskekutteren ”Susanne H”, i løbet af de sidste to måneder inden to fiskere omkom i skibets lastrum i en arbejdsulykke. Ved intet af besøgene konstaterede inspektørerne, at der var alvorlige problemer med sikkerhedsudstyr om bord. Det viser Fagbladet 3F's aktindsigt i styrelsens synsrapporter for kutteren.
Ved arbejdsulykken 4. august 2014 døde den 58-årige skipper Hans Jørgen Hansen og det enlige besætningsmedlem, 21-årige erhvervsfisker Morten Christensen, under losning på Strandby Havn i Nordjylland. De døde i fiskekutterens lastrum, hvor knap to dages fangst af industrifisk var gået i forrådnelse og havde dannet giftige gasser som svovlbrinte, der fortrænger den lettere almindelige luft.
Ifølge Arbejdstilsynets rapport om ulykken ”var der ikke tegn på mekanisk ventilation af lastrummet, og der blev ikke anvendt luftforsynet åndedrætsværn”.
Læs alt om dødsulykken på Strandby Havn her
Fik strakspåbud
Da arbejdsulykken skete under losning af skibet, skulle ulykken undersøges af Arbejdstilsynet og ikke Søfartsstyrelsen. 5. august 2014 udstedte Arbejdstilsynet et strakspåbud til rederiet P/R Susanne H for at overtræde arbejdsmiljøloven.
Arbejdstilsynet vurderede, at faren for kvælning ikke var effektivt forebygget under udførelsen af arbejdet. Besætningen befandt sig nemlig i kutterens lastrum – uden at der var truffet effektive foranstaltninger til sikring mod iltmangel og indånding af farlige gasser, blandt andet svovlbrinte.
Rederiet og fiskekutteren var på ulykkestidspunktet ligeligt ejet af skipper Hans Jørgen Hansen og hans søn Dan Hansen.
Ved Søfartsstyrelsens tre syn af ”Susanne H” op til ulykken repræsenterede Dan Hansen ejerne af skibet.
Fik ikke oplyst krav om måleudstyr
Partsreder Dan Hansen blev efter ulykken afhørt af Nordjyllands Politi. Ifølge politirapporten oplyste Dan Hansen, at kutteren ikke havde udstyr til at måle farlige gasarter. Og at der ”aldrig blev foretaget målinger af lastens indhold for gasarter af nogen art”. Han oplyste også, at fartøjet lige var blevet synet af Søfartsstyrelsen, hvor ”man ligesom tidligere ikke havde påpeget, at sådant måleudstyr skulle forefindes og bruges på fartøjet”.
”Hvis man havde fået det oplyst fra Søfartsstyrelsen, at sådant måleudstyr skulle benyttes, så havde man indkøbt det til brug,” forklarede Dan Hansen under afhøringen ifølge politiets rapport.
Synschef hos Søfartsstyrelsen, Lars Gerhard Nielsen, siger til Fagbladet 3F:
– Det er en ulykkelig situation. Selvfølgelig. Men det er altså ejeren og føreren, der har ansvaret om bord. Vi ønsker jo alle sammen, at det ikke havde fået denne ulykkelige udgang.
Synschef: Prøver at fraskrive sig sit ansvar
Ifølge synschef hos Søfartsstyrelsen, Lars Gerhard Nielsen, skal der være måleudstyr om bord, når man fisker industrifisk. Samtidig erkender han, at skibsinspektører hos styrelsen ikke har gjort ejerne af ”Susanne H” opmærksomme på disse regler under syn på skibet.
– Det er klart, at en ejer efter en ulykke prøver at fraskrive sig et ansvar, han har. Det er klart ejerens ansvar, at reglerne følges. Det er ham, der ved, at de selv deltager i losningen. At de under losningen går ned i en industrilast. Det er ham, der ved det. Det er ikke os, der ved det, siger Lars Gerhard Nielsen og fortsætter:
– Selvfølgelig ville det have været rart, hvis vi ved det her syn, havde konstateret, at det her udstyr ikke var der. Vi kan ikke se i en glaskugle, at der en uge efter sker en ulykke, siger Lars Gerhard Nielsen.
Dan Hansen oplyser til Fagbladet 3F, at han ikke på nuværende tidspunkt ønsker at kommentere dødsulykken, strakspåbuddet eller Søfartsstyrelsens syn på sagen.
Synschef: Ærgerligt at udstyr manglede
At der hverken var friskluftsblæser eller åndedrætsværn på skibet, skyldes ifølge Dan Hansens forklaring til politiet, at ”det ikke var tilfældet af den grund, at det ikke var et krav fra Søfartsstyrelsen”.
Synschef Lars Gerhard Nielsen oplyser, at det er et krav, at det skal være åndedrætsværn om bord på et skib, hvis det udfører industrifiskeri.
Lars Gerhard Nielsen oplyser, at hans skibsinspektør i forbindelse med fornyelsessyn på skibet ikke havde ”fokus på det her med industrifiskeri”, og at inspektøren ikke havde konstateret, at udstyret manglede. Det er ”ærgerligt”, mener synschefen og siger, at det er synschefens ansvar.
Synschef: Har gjort det godt nok
Mener du, at Søfartsstyrelsen har gjort sit arbejde godt nok i forhold til tilsynsbesøg på ”Susanne H”?
– Ja, det mener jeg. Samlet set mener jeg, at vores tilsyn – og også det her tilsyn – er, som vi gerne vil have det. Selvfølgelig kunne jeg da ønske, at de havde haft en dialog om bord om det her industrifiskeri. Og vores inspektør derigennem var blevet opmærksom på, at de manglede noget udstyr. Det ville da være ønskeligt. Men samlet set mener jeg, at vores arbejde er godt nok, siger Lars Gerhard Nielsen.



