Mønstervirksomhed skjulte arbejdsulykke

Ud mod vejen praler et skilt med, hvor mange dage der er gået siden sidste ulykke, og Doris S. Nielsen har endnu de fire små glasskåle fra Rosendahl. Belønningen til de ansatte for 1.000 dage uden arbejdsulykker. Men den er svær at glæde sig over.

For da ulykken ramte hende selv, anmeldte virksomheden den aldrig.

Et svigt, der ifølge 3F Horsens og Omegn har kostet hende en erstatning på omkring to millioner kroner. Og det er svært at bære, når man kun har 1.700 kroner om måneden at leve for, og banken lige har bedt en om at sælge den bil, man er så afhængig af.

– Med de penge kunne jeg have haft det godt. Så havde jeg været fri for at bede mine børn og svigerbørn om hjælp. Og firmaet, der er skyld i det hele, slipper fuldstændig fri. Det er så grotesk, fortæller Doris S. Nielsen.

Hun har lagt brillerne på bordet og givet frit løb for tårerne, mens hun knuger begge hænder til sædet på stolen.

Bed smerten i sig

Sådan er det. Nogle dage er bare hårdere end andre. Doris S. Nielsen er ellers en fighter, som hun selv siger.

Det var hun også efter ulykken på Amcor Flexibles for fire år siden – 20. juni 2006. Hun var på det tidspunkt 47 år. Doris S. Nielsen havde været på natholdet, hvor der ikke var nogen truckførere, så hun havde selv bakset med de 22 kilo tunge europaller. Pludselig gav det et knæk i ryggen.

Dagen efter kunne hun næsten ikke stå ud af sengen. Alligevel tog hun på job, men havde så ondt, at hun blev flyttet til et lettere arbejde. Her kunne hun stå op og sidde ned efter behov. Og sådan holdt Doris S. Nielsen den gående i tre-fire måneder, indtil hun blev sygemeldt. Da havde hun fået så ondt i ryggen og ned i benet, at hun ikke kunne støtte på hælen.

– Men jeg bed tænderne sammen. Jeg var alene, og ens udgifter sætter man jo efter, at man har et arbejde, så jeg var presset.

Bare en nærved-ulykke

“Jeg fik et knæk i ryggen”, skrev Doris S. Nielsen til værkføreren, allerede samme nat som ulykken skete. Da hun ikke havde andet, brugte hun virksomhedens blanket til registrering af såkaldte “nærved-ulykker”, hvor der står, at der siden vil blive indhentet yderligere data og igangsat relevante tiltag.

Blanketten er sidenhen underskrevet af både værkføreren og en anden fra ledelsen. Men de foretog sig intet.

Og da Doris S. Nielsen efter lidt over fire måneders sygdom vender gradvist tilbage på arbejdet og spørger sikkerhedsrepræsentanten, om skaden var anmeldt, får hun svaret: Det er ikke firmaets pligt. Det skal lægen gøre. Men lægen kender loven og sender hende retur. Og nu lyder svaret blot “nå”.

Fyret og snydt for erstatning

– Der er ingen undskyldning. Det er arbejdsgiverens pligt at anmelde en arbejdsulykke. Og når Doris S. Nielsen skriver, at hun fik et knæk i ryggen, så kan ingen ved sine fulde sansers brug påstå, at det ikke var en ulykke, siger socialrådgiver i 3F Horsens og Omegn Kirsten Hoffmann, der undrer sig over Amcor Flexibles praksis.

Et andet 3F-medlem fra virksomheden har nemlig oplevet det samme. Her blev skaden heldigvis anmeldt i tide, fordi medlemmet kom i afdelingen inden etårs-fristen udløb.

Men for Doris S. Nielsen er det for sent. Selvom hun er opereret for diskusprolaps, og der er fjernet arvæv, der menes at stamme fra ulykken i 2006, vil hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen se bort fra, at ulykken først blev anmeldt i november 2008. Her kom hun i afdelingen, fordi hun er fyret på grund af for meget sygdom.

Dermed går Doris S. Nielsen glip af en erstatning for varigt mén og tabt erhvervsevne, der ifølge 3F-afdelingens beregninger løber op i cirka to millioner kroner.

Holder sig oppe på morfin

I dag er Doris visiteret til fleksjob. Hun kan klare fire timers arbejde om dagen, og selvom hun er modstander af piller, har hun erkendt, at de er nødvendige, for at hun kan have en nogenlunde tilværelse.

Det starter med 50 mg morfin, når hun vågner. Her bliver hun liggende en times tid, indtil det virker. Så står hun op, kommer i tøjet og kører ud og handler. Det sker hver dag, for hun kan ikke løfte tunge poser. Hjemme igen er det tid til en ny pille og en tur på sofaen. Så klarer hun lidt rengøring, tøjvask og aftensmad, indtil sofaen igen kalder. Så ser hun skiftevis fjernsyn og slumrer indtil klokken fire om morgen, hvor hun er så udmattet, at hun kan sove fire timer i træk.

– Det ville være rart at komme ud blandt andre. Men der er ingen, der vil have mig i et fleksjob. Så længe, der er risiko for, at ryggen knækker. Men sygdommen har jeg lært at leve med. Men jeg kan ikke leve med at skulle spare resten af mit liv, hvor jeg hverken har råd til tandlæge, frisør eller bil, som er min eneste mulighed for at komme lidt omkring.

Doris er ikke den eneste

Michael Hullevad er gået på efterløn efter mere end 30 år som ansat på Amcor Flexibles. Han er ikke overrasket over Doris S. Nielsens oplevelse. Han fortæller om en kollega, der i 2005 fik nappet det yderste led af en finger. For at Arbejdstilsynet ikke skulle blive indblandet, blev han kørt på skadestuen af en arbejdsleder. Men fingeren kunne ikke reddes. Den lå i en handske på fabrikken. Alligevel blev han kørt tilbage på fabrikken og skulle sidde resten af dagen med armen oppe, for så slap de for at anmelde ulykken. Det blev dog stoppet, da kollegerne truede med at gå hjem.

– Virksomheden har en forkvaklet indstilling. I stedet for at anmelde ulykker for en sikkerheds skyld går de ekstremt meget op i at have nul arbejdsskader og dække over dem for ikke at gøre de australske ejere stiktossede, fortæller den tidligere medarbejder.

Frygter flere sager

Ifølge Arbejdstilsynet er det kun halvdelen af alle arbejdsulykker, der bliver anmeldt. Men hvor stor en andel af dem, der skyldes, at de er opført som nærved-ulykker, findes der ikke tal på.

Men socialrådgiver i 3F Horsens og Omegn Kirsten Hoffmann frygter, at tallet er stigende. Senest har hun haft besøg af de tillidsvalgte på en anden stor jysk virksomhed for at gennemgå deres praksis med registrering af nærved-ulykker. Og i den forbindelse fandt de fire ulykker, der aldrig var blevet anmeldt.

– Registrering af nærved-ulykker er godt for arbejdsmiljøet og forebygger ulykker. Men det er også en indsats, der har en reklameværdi over for omverden. Og der ødelægger en ulykke det pæne billede, virksomheden gerne vil vise af sig selv.

– Det ved de ansatte godt. Og det kan få nogle til at holde sig tilbage af hensyn til firmaet. De vil ikke bidrage til et dårligt tal i ulykkes-statistikken. Især ikke i krisetider. For hvis det får følger næste gang, der skal fyres, hvor går man så hen og får andet arbejde?