Især, hvis bilen er væk, og lyset er slukket.
Det gælder derfor om at få huset til at se beboet ud. Vicepolitiinspektør Klaus Arboe fra Fyns Politis indbrudsgruppe giver her fem råd til, hvordan du undgår juleindbrud.
5 gode råd til at undgå juleindbrud
1. Få naboen til at parkere sin bil i indkørslenOg sørg for, at postkassen bliver tømt. Det er en god idé at give naboen en nøgle til huset, så de kan holde øje med hjemmet, mens I er væk.
– Tyve er desværre ret professionelle. Derfor er de også gode til at spotte, om der er nogen hjemme eller ej, siger Klaus Arboe.
2. Lad vasketøjet hænge på tøjsnoren
– Sørg for, at det ser beboet ud. Lad det daglige rod ligge. Mange rydder op lige inden, de tager væk. Det sender et signal om, at der ikke er nogen hjemme, siger Klaus Arboe.
3. Tænd lyset i boligen
Brug et tænd-sluk-ur til at lyse boligen op med jævne mellemrum, når det er mørkt. Lad også radioen spille eller fjernsynet være tændt – også her kan tænd-sluk-ur bruges, lyder rådet.
4. Sørg for friske blomster i vindueskarmen
Og flyt værdifulde ting væk fra vinduer, så de ikke er synlige. Lad desuden udendørsbelysningen være tændt.
– Og lad så være med at fortælle på Facebook og tilsvarende steder, at du er væk, siger Klaus Arboe.
5. Gør adgangen til dit hjem besværlig
Når tyven er på arbejde, tjekker han også, om han kan slippe ubemærket ind og ud af huset. Derfor er det en god idé at gøre adgangen vanskelig. Kan der for eksempel lukkes og låses ind til haven?
– Det er også en rigtig god idé, at hoveddøre, kælderdøre og andre yderdøre er forsynet med gode låse, at vinduerne er sikret – eventuelt med sikringsbeslag – lyder rådet.
