Malene Bay Andersens mand døde efter en arbejdsulykke for fem år siden. Nu har hun fået et plaster på såret.
Malene Bay Andersen mistede sin mand efter en arbejdsulykke. Med 3F’s hjælp har hun nu fået et plaster på såret.
Lene Petersen
Journalist
100%
Annonce
I oktober 2006 mistede 42-årige Malene Bay Andersen sin mand, Kim Petersen, efter en arbejdsulykke et halvt år tidligere.
Kort før påske blev det foreløbige punktum sat i de retssager, der fulgte ulykken, idet der nu er hentet 2,5 millioner hjem i erstatninger med mere. En del af pengene er gået til boet efter Kim Petersen, herunder hans biologiske datter.
Kim Petersen arbejdede på et gartneri i Aarhus, da han fik klemt brystkassen mellem en maskine og et transportbånd. Han blev genoplivet af kolleger, men hjernen havde taget skade på grund af mangel på ilt. Efter to måneder i respirator og et ophold på et neurocenter kom Kim Petersen hjem igen. Men han kom aldrig til at gå igen og døde 43 år gammel.
Hjælp og støtte
Pengene dækker tab af erhvervsevne, tab af forsøger samt tabt arbejdsfortjeneste.
Malene Bay Andersen har fået hjælp og støtte undervejs fra Kims fagforening, 3F Århus Rymarken.
Repræsentanter fra fagforeningen deltog blandt andet i begravelsen, ligesom afdelingens socialrådgiver og advokat Christian Riewe fra advokatfirmaet Bjørst har hjulpet i den årelange kamp for erstatning.
– Havde det ikke været for fagforeningen og advokaten, var det aldrig kommet så langt. Jeg ville ikke selv have haft hverken råd eller overskud til at gennemføre det eller holde styr på det hele, siger Malene Bay Andersen.
Lever af lånte penge
Siden Kims død har det været hårde tider for Malene Bay Andersen og hendes datter, og derfor falder pengene på et meget tørt sted.
– De første penge, vi fik, gik til at betale dyre lån, som jeg måtte optage. Vi har haft det økonomisk hårdt efter min mands død, siger Malene Bay Andersen.