Skal børnene have en god ferie, så er dyre flybilletter og ambitiøse planer ikke nødvendige. Tag et skridt tilbage og skru ned for forventningerne.
Undgå vræl og gråd. Gør sommerferien til en familiesucces, uden at bruge hele opsparingen på dyre flybilletter. Familierådgiver Lola Jensen giver gode råd.
Sofie Ottsen
100%
Annonce
Om turen går til Mallorca eller Marienlyst, så er børnenes humør ofte udslagsgivende for, hvor succesfuld familiens sommerferie bliver.
Socialpædagog og familievejleder Lola Jensen giver fire gode råd til, hvordan du giver både de mindste og de ældste en god ferieoplevelse.
4 råd til glade børn i ferien
1. Skru forventningerne ned
Det er ikke jordens undergang, hvis lillebror tager sig en tudetur.
– Mange beslutter før en ferie, at ‘nu skal vi rigtig hygge os’, og hvis så der opstår konflikter, så føles det som en fiasko. Det er helt naturligt, at børnene bliver overtrætte i køen til forlystelsesparken, siger Lola Jensen.
2. Drop den minutiøse plan
Feriens frihedsfølelse ryger sig en tur, hvis alle feriens dage er skemalagt.
– Man skal selvfølgelig overordnet planlægge, hvad man skal lave i ferien, men det er også vigtigt, at man giver børn en mulighed for at opleve, at tiden går langsomt. En luftig sommerferieplan giver ro og tid til nærvær, lyder rådet fra familievejlederen.
3. Tag hensyn til den mindste
Helt små børn har stadig brug for struktur i sommermånederne.
– Lav for så vidt muligt ferieplaner, hvor børn op til seksårs-alderen stadig følger hverdagens rutine, når det kommer til måltider og sengetid. Så bliver det også meget lettere at vende tilbage til hverdagen efter ferien, mener Lola Jensen.
4. Tag også teenageren med
Hold fast i familieferien – også når det gælder den 15-årige.
– Når teenageren er med på ferie, så giv lidt plads. Det er i orden, at de store børn sms’er og holder kontakten med vennerne. Men prøv at lade computeren blive hjemme, så de ikke sidder på Facebook hele dagen, siger Lola Jensen.