Menuen bestod af dejlig buffetmad på feriecentret Marina Fiskenæs i Gråsten. Men kokken var en 16-årig knægt ved navn Mathias Mcburnie, som stod med ansvaret for både køkken og madlavning til 70 gæster. Han fungerede også som leder for både tjeneren og opvaskeren, som også var under 18 år.
Han havde vagter i weekenderne, når han ikke gik i skole, og ofte strakte disse vagter sig fra 8 morgen til 24 aften. Mathias Mcburnie serverede alkohol både i restauranten og i bistroen, hvor han også havde vagter. Og når køkkenchefen skulle have en friweekend, var det Mathias Mcburnie, der stod helt alene for hele menageriet i restauranten og for lukning af restauranten sent om aftenen.
– Jeg kunne jo bare have sagt fra, men jeg ville gerne have pengene, siger Mathias Mcburnie, der i dag har fået sig et nyt fritidsjob.
Fri fadøl som fryns
Mathias Mcburnie fik 65 kroner i timen for sit arbejde, men syntes, det var i underkanten for det store ansvar, han tog på sig. Men da han spurgte centerdirektøren Sandi Müller om mere i løn, fik han afslag.– Jeg måtte nøjes med frynsegoderne, som var fri adgang til badning og fadøl, når feriecentret var lukket, siger Mathias Mcburnie.
Fagbladet har talt med fire tidligere ansatte, og alle fortæller samme historie om ulovlige arbejdsforhold. Flere gange har nogle af forældrene sågar påpeget, at vagterne var for lange, eller at de unge arbejdede uden en voksen til stede.
Ingen af de fire unge har fået tildelt vagter, efter de er fyldt 18 år. Men ingen af dem har fået en forklaring på hvorfor.
De har alle fire meldt Marina Fiskenæs til politiet.
Chef: Det passer ikke
Ifølge centerdirektør Sandi Müller er børnenes oplevelser som fritidsjobbere på Marina Fiskenæs ikke i overensstemmelse med sandheden.Ingen af de unge har, ifølge hende, været ansat til at servere alkohol eller arbejdet uden en voksen til stede. Sandi Müller siger, at det er en fejl, hvis det er sket alligevel, og at hun ikke har været vidende om, at det er sket.
– Det er vigtigt for mig at understrege, at vi selvfølgelig ikke ansætter ungarbejdere til at foretage udskænkning af alkohol, ligesom vi selvfølgelig overholder gældende regler om, at der ikke må beskæftiges unge under 18 år i lokaler, hvor der serveres alkohol, skriver Sandi Müller i en mail og afviser, at de unge har haft 16-timers vagter.
– Dette er formentlig kun sket få gange og KUN som følge af, at Mathias selv har byttet sig til vagter udover de skemalagte, formentlig for at tjene mere, skriver centerdirektøren.
