Det er et problem, at langt under halvdelen af de arbejdsulykker, der sker i landbruget, ikke bliver meldt til Arbejdstilsynet. Uden kendskab til ulykkerne er det svært at forebygge nye ulykker.
Arbejdsulykker i landbruget bliver kun alt for sjældent meldt til Arbejdstilsynet. Det gør det svært at forebygge nye ulykker.
Nina Bach Andersen
100%
Annonce
Hvis ryggen får et slag af en aggressiv ko eller armen bliver klemt i en høstmaskine, er det bestemt ikke sikkert, at ulykken bliver meldt til Arbejdstilsynet.
Det viser skyggetal for arbejdsulykker i landbruget i 2009 fra Statens Institut for Folkesundhed sammenlignet med antal anmeldte arbejdsulykker i 2009.
Tallene viser, at der i 2009 cirka var 2208 skadestuebesøg efter arbejdsulykker i landbruget, mens der kun blev anmeldt 833 ulykker til Arbejdstilsynet.
Melder sig ikke syge
– Det er et problem, at landmænd sjældent indberetter arbejdsulykker, fordi man så ikke aner, hvor mange ulykker der egentlig sker. De indberetter kun, hvis der sker meget alvorlige ulykker, siger arbejdsmiljøkonsulent i 3F Kristine Jensen.
Det samme oplever man hos Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere:
– Der er en underrapportering af ulykkerne i landbruget. Det kan både være uvidenhed om, hvordan man anmelder, men det kan også være fordi, rigtig mange er selvstændige, og så melder man sig jo ikke sådan syg og går hjem. Så laver man bare noget andet, end det man var i gang med, siger Anne Marie Hagelskjær, afdelingschef hos Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere.
Hun fortsætter:
– Desuden er der også andre regler for selvstændige, og hvornår de skal melde deres arbejdsulykker.
Forhindrer forebyggelse
Og at man ikke kender til størstedelen af arbejdsulykkerne i landbruget er et problem i forhold til at undgå ulykker i fremtiden.
– Vi vil helt klart opfordre til, at flere melder ulykkerne. Hvis ikke ulykkerne bliver meldt, kan vi jo ikke blive klogere og forebygge, at lignende ulykker sker igen, siger Anne Marie Hagelskjær.