Når der er fejl på busser, så bliver chaufføren straffet med bøde og kan i alvorlige tilfælde risikere at miste kørekortet.
Og det gælder også, selvom chaufføren har gjort opmærksom på fejlen overfor ledelsen, forklarer Karin Hansen Sørensen, der er formand for Landsklubben for Bybus- og Rutebilschauffører.
– Du kan risikere at miste dit levebrød. Og jeg synes bestemt ikke, det er i orden, at man skal være bange for at miste sit arbejde for en fejl, som andre bør rette op på, siger hun.
De seneste dage har TV2 Kosmopol kunne fortælle om nedslidte busser i København med fejl på bremser, nedslidte dæk og horn, der ikke virker.
Og når chaufførerne kontakter centralen, får de bare besked på at køre videre.
Det er en følelse af, at dem der sidder på kontorerne, ikke forstår, hvad det vil sige at være buschauffør
Karin Hansen Sørensen
Men problemet er ikke kun til stede i hovedstaden, fortæller Karin Hansen Sørensen, der har kørt bus i 34 år i Randers, og har været i forskellige firmaer.
– Jeg tror desværre, det er et generelt problem.
– Vi bliver alle sammen presset til at køre, selvom diverse lamper lyser. Trafikselskaberne går for lidt op i vores sikkerhed, siger hun.

Kan beskyttes af overenskomsten
I busbranchen gælder de samme regler som i din privatbil. Hvis du kører i en bil, der har fejl, kan du som fører få en bøde, også selvom det ikke er din bil.
Men som buschauffør, har du i overenskomsten en mulighed for at beskytte dig selv – i visse situationer. Det forklarer Kim Poder, som er forhandlingssekretær hos 3F Transport.
Hvis du har underskrevet en aftale om ansvarsfordeling med morgenstarteren – den person, der gør busserne klar – og du får taget dit kørekort under arbejde på grund af en fejl, du ikke selv var klar over, skal ledelsen betale dig fuld løn, indtil du får kørekortet tilbage.
– Men hvis den røde lampe lyser, og chaufføren kører videre, er der ingen undskyldning. Så sætter man sit kørekort over styr, siger Kim Poder, der fortsætter:
– For så kører man mod bedrevidende.
Vores skolebørn kører også rundt i busser med nedslidte dæk og bremser, der halter
Karin Hansen Sørensen
Og Karin Hansen Sørensen understreger, at man selvfølgelig ikke må køre videre i en bus, hvor eksempelvis bremserne ikke virker.
– Men vi møder alle den mur med, at vi bare skal køre videre. Og jeg tror desværre godt, chaufførerne kan miste jobbet, hvis ledelsen synes, de er for besværlige, siger hun.
Derudover påpeger hun, at selvom de kan få kørekortet tilbage, så ser det anderledes ud med klip i kortet.
– Dem kommer man ikke bare af med, siger hun.
Problemer overalt
Karin Hansen Sørensen mener, at det er helt uacceptabelt, at buschauffører rundt i landet skal kæmpe så meget med buscentralen, når de vil gøre opmærksom på, at der er fejl og mangler.
– Det er en følelse af, at dem der sidder på kontorerne, ikke forstår, hvad det vil sige at være buschauffør, siger hun.
Og formandens oplevelse er, at der er problemer overalt, også i turistbusser eller rutebusser.
– Vores skolebørn kører også rundt i busser med nedslidte dæk og bremser, der halter, siger hun.
De passer bare deres arbejde
De Københavnske chauffører fortæller til TV2 Kosmopol, at de er bange for, at de i værste fald kunne komme til at køre nogen ned, fordi busserne ikke virker optimalt.
Karin Hansen Sørensen har fulgt med i historierne fra København, og hun forstår godt, at chaufførerne er bekymrede.
– Jeg synes det er helt umenneskeligt. Det her er bare buschauffører, der forsøger at passe deres job, siger hun.
De københavnske chauffører er ansat hos busselskabet Umove, der er Danmarks største privatejede busselskab i den kollektive trafik.
Til TV2 Kosmopol kalder administrerende direktør for Umove Annelise Arboe Sommer det fuldstændig uacceptabelt, at chauffører bliver bedt om at køre med bremsesystemer, der ikke virker.
– Jeg vil gerne understrege, at sikkerhed er det vigtigste i Umove. Det, vi ser her, er ikke godt nok, og det er ikke det Umove, vi gerne vil være, siger hun og undskylder over for både passagerer og chauffører.


