Arbejdstilsynet har i løbet af 18 måneder givet 38 påbud, strakspåbud og forbud på byggeriet af Energitårnet i Roskilde. Byggepladsen er i øjeblikket under en faglig blokade.
To gange har politiet været alarmeret via 112 til en alvorlig arbejdsulykke. Fire gange har bruddene på arbejdsmiljøloven været så grove, at Arbejdstilsynet har overvejet bødestraffe.
Det fremgår af Arbejdstilsynets 41 rapporter fra besøgene på byggepladsen, hvor det fælles kommunale selskab KARA/NOVEREN får bygget et nyt forbrændingsanlæg til 1,3 milliarder kroner. Arbejdsmiljøkonsulent Ulrik Spannow fra BAT-kartellet har vurderet de mange rapporter.
– Det er skræmmende læsning. Især de mange påbud om at sikre mod, at folk falder ned er rystende. Det virker som en byggeplads med et kaotisk arbejdsmiljø. Umiddelbart synes jeg, at det vist mere er held end forstand, at det ikke har kostet dødsfald, siger Ulrik Spannow.
Flere end forventet
Bygherren KARA/NOVEREN har fået en sur rød smiley af Arbejdstilsynet for strakspåbud og rådgivningspåbud.
– Vi har været på byggepladsen i Roskilde talrige gange. Det er i overkanten af, hvad man må forvente. Selv når der er tale om en stor byggeplads. Men det er ikke usædvanligt at se en byggeplads, hvor man ikke har styr på planlægningen og koordineringen, siger tilsynschef Hasse Mortensen fra Arbejdstilsynet.
Direktør Thorkil Jørgensen fra KARA/NOVEREN mener, at det må være en fejl fra Arbejdstilsynets side, at KARA/NOVEREN har fået en sur smiley:
– Vi skulle nok have klaget over den. Det kan jeg måske ærgre mig over i dag, siger direktøren.
Rådgiver udefra
Han tilføjer, at KARA/NOVEREN efter påbuddet om at benytte ekstern arbejdsmiljørådgiver øgede antallet af runderinger på byggepladsen og holdt flere møder i med entreprenører og underentreprenører.
– Vi har fra starten haft en arbejdsmiljøpolitik, Den første plan for sikkerhed og sundhed blev udarbejdet i november 2010 og er løbende blevet revideret, senest 23. oktober. Desuden har vi haft en ekstern sikkerhedskoordinator på næsten fra starten, siger direktør Thorkil Jørgensen.
Virksomheden har udsendt en pressemeddelelse, hvor virksomheden fremhæver sin egen indsats for arbejdsmiljøet på byggepladsen.