SIKKERHED
Alle parter i en byggesag – lige fra bygherre over rådgivere, Arbejdstilsynet, entreprenører til leverandører – skal med i planlægningen fra første færd. Kun derved kan vi undgå ulykker, som skyldes, at den ene part ikke ved, hvad den anden gør, eller at vigtige informationer ikke er givet videre til rette vedkommende.
Det er et af entreprenør og murermester Hans-Ulrik Jensens bud på, hvorledes man kan få gjort noget ved antallet af arbejdsulykker på især de store byggeprojekter.
For en måned siden var en ulykke meget tæt på at koste nogle af hans folk livet. Ulykken indtraf under opførelsen af det ny kunstmuseum i Århus, hvor Hans-Ulrik Jensens virksomhed har den store råhus- og mureentreprise.
Et fejlproduceret betonelement brasede sammen og udløste en kædereaktion, der kun ved et mirakel ikke rev tre bygningsarbejdere ned fra stilladset. Elementet kunne og skulle, ifølge producenten, ikke bære sin egen vægt. Det skulle have været understøttet i byggefasen. Det vidste bygningsarbejderne ikke. Montagevejledningen var mangelfuld.
– Ulykken har blot været med til at forstærke den utryghed, som herskede blandt arbejderne allerede inden, fortæller sjakbajs Lars Knudsen til gruppeformand for SiD’s bygningsarbejdere John Larsen under et besøg på det spektakulære byggeri.
Det er ikke enkelt
Det er det århusianske arkitektfirma Schmidt, Hammer & Lassen, der har skabt, hvad der uden tvivl bliver et imponerende og spændende bygningsværk klos op af Musikhuset. Den tietagers høje bygning med udstillingssale, bibliotek, restaurant, info-center, taghave og gågade mellem to bydele, har flere hængende etageadskillelser og kun fem bærende søjler. Spændende arkitektur, men samtidig også en udfordring for bygningsarbejderne.
I en præsentationspjece hedder det, at projektet udmærker sig ved sin enkle kubiske form.
Det er imidlertid ikke “enkelt”, der er det første, der falder entreprenøren og hans folk ind.
Den lokale SiD-formand for bygningsarbejderne i Århus Ole Christiansen har for en måned siden udtalt, at byggeriet er på grænsen af, hvad der er muligt.
– Vi har anfægtet, at arkitekterne – når de vælger utraditionelle og spektakulære løsninger – ikke samtidig har pligt til at anvise den metode, der skal anvendes under selve byggefasen. Vi er ikke i tvivl om, at byggeriet nok skal holde, når det står færdigt, men der er altså en byggeproces inden da, hvor man næsten skal være tryllekunstner for at bygge, siger han.
Det bekræfter sjakbajs Lars Knudsen.
– Ikke alle steder i tegningsmaterialet er det beskrevet, at udstøbninger kræver understøtning for ikke at brase sammen under opførelsen. Vi er derfor nødt til at lave vores egne beregninger. Det gør vi så, men det understreger bare, at materialet er utilstrækkeligt, og at vi ikke kan forlade os på, at ingeniørerne har lavet deres arbejde.
Utrygheden er ikke væk
De implicerede parter er ikke i tvivl om, at elementulykken for fire uger siden kunne være undgået med bedre planlægning, bedre information fra elementfabrik til elementmontører, samt ved at der simpelthen indarbejdes større tolerancer i betonelementer, så en mindre konstruktionsfejl ikke får elementet til at knække sammen.
Der er ikke tale om den rene efterrationalisering fra byggesjakkets side. Allerede i januar i år henvendte SiD sig på folkenes vegne til såvel Arbejdstilsynet som bygherren – det er Århus kommune – fordi man var utryg ved konstruktionens stabilitet under opførelsen.
– Siden har vi oplevet et vist politisk pres for at få bragt tingene i orden. Det er blevet bedre, men utrygheden er ikke væk, siger Lars Knudsen.
Den omvendte tidsplan
Pressede tidsplaner er et generelt problem i byggebranchen og er med til at skabe pressede situationer, som kan føre til ulykker. Byggerierne skal groft sagt helst være færdige, før man får begyndt.
– I dag er det desværre oftest sådan, at det er bygherren eller hans rådgiver, der beslutter, hvornår byggeriet skal stå færdig og derefter regner baglæns og dermed har en tidsplan, siger Hans-Ulrik Jensen.
– Det er ikke seriøst. Den rådgivende ingeniør har normalt ingen forudsætninger for at lave en realistisk tidsplan. En tidsplan bør først udarbejdes, når alle entreprenører er valgt, så alle parter i byggeriet er fælles om tidsplanen – akkurat som man skal være fælles om den krævede plan for sikkerheden på pladsen. Endelig skal en tidsplan ikke være en spændetrøje. Den skal være elastisk og skal kunne justeres af hensyn til sikkerheden på pladsen.
Gruppeformand John Larsen:
– Byggepladsen i Århus er et fremragende eksempel på, hvor lidt der skal til, før det kan gå galt. Derfor er det så vigtigt, at sikkerheden indarbejdes i byggeprojekterne, og at bygherrerne tager deres ansvar i den forbindelse alvorligt. En blandt flere løsninger kunne være, at man strammer kravene til unikke byggerier som det i Århus – eksempelvis ved at projektet er færdigtegnet, inden man begynder byggeprocessen.
Der skal være elastik i tidsplanen, siger entreprenør Hans-Ulrik Jensen (i midten) til gruppeformand John Larsen (tv.) og sjakbajs Lars Knudsen. Så måske er en indvielse til festugen august 2003 urealistisk.
Et af kunstmuseets karakteristika bliver en imponerende trappe uden understøtning – og det kræver adskillige ton armeringsjern.
Entreprisen på kunstmuseet er byggefirmaet Hans Ulrik Jensens hidtil største enkeltopgave.