En svært deprimeret kvinde fik stoppet sine sygedagpenge af kommunen, da hun nægtede at undergå en behandling af elektrochok, medicin og samtaleterapi.
Rødovre Kommune har standset en svært deprimeret kvindes sygedagpenge, fordi hun har sagt nej til en behandling, der indeholder elektrochok.
Freja Thorbech og Signe Højgaard Nielsen
100%
Annonce
En svært deprimeret kvinde på 57 år står i dag helt uden indkomst. Den tidligere fabriksarbejder har sagt nej til en behandling, som består af en cocktail af elektrochok, medicin og samtaleterapi på kvindens modersmål.
Rødovre Kommune har derfor standset kvindens sygedagpenge med direkte henvisning til, at hun ikke har ønsket at lade sig behandle med elektrochok.
Ignorerer lægekonsulent
Den 57-årige kvinde har arbejdet på fabrik og gjort rent, siden hun kom til Danmark for omkring 40 år siden. Hun har lidt af depressioner i mere end 25 år og har afprøvet mindst syv forskellige typer medicin mod depression og angst. I 2008 måtte hun sygemelde sig.
Rødovre Kommunes egen lægekonsulent har advaret om, at kommunen ikke må forlange, at en borger modtager elektrochok.
Hans vurdering er, at kvindens depression er kronisk, og alle behandlingsmuligheder er udtømte.
Alligevel ser Rødovre Kommune helt bort fra dens egen lægekonsulents vurdering.
Afslag på førtidspension
Kommunen afviser også at give kvinden førtidspension. Denne gang henviser kommunen ikke direkte til elektrochok. Men kommunen bruger stadig den samme lægeerklæring fra den psykiater, som i første omgang foreslog elektrochok. Nu henviser kommunen blot til, at psykiateren også har foreslået samtaleterapi på modersmålet og ny medicin.
Kommunen: Vi har ikke krævet elektrochok
I Rødovre Kommune afviser social- og sundhedsdirektør Ole Pass, at behandling med elektrochok på noget tidspunkt har indgået i sagen, da kommunen gav afslag på førtidspension.
Han henviser til, at Beskæftigelsesankenævnet har givet kommunen medhold i, at kvinden ikke havde ret til førtidspension på det tidspunkt, hvor kommunen traf afgørelsen.
– Beskæftigelsesankenævnet konkluderer således, at det ikke er dokumenteret, at den pågældendes arbejdsevne på tidspunktet for kommunens afgørelse var varigt nedsat i et sådant omfang, at det var udelukket, at den pågældende kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, skriver Ole Pass i en mail. Han peger på, at der er mulighed for psykoterapi på modersmål og nye typer af medicin.
Han erkender dog, at kommunen ikke har dokumentation for, at endnu en ny form for medicin eller terapi vil hjælpe.