Sammen med Prins Joachim og tøjbaronen Holch Povlsen slår lensgreven sig op på kvalitetsvarer, som bliver solgt under navnet “De 5 Gaarde” i Kvickly, SuperBrugsen og Irma.
Men der er en bagside af medaljen.
Uden for Bendt Wedells højadelige gemakker på godset Frijsenborg nær Hammel i Østjylland har rumænske arbejdere boet bag en nedlagt stald i utætte campingvogne til høj husleje.
Rumænerne er blevet groft underbetalt for arbejde udført på Frijsenborg. Lønnen var helt ned til 20 kroner i timen.
Flere af de 28 rumænere føler sig lokket til Danmark på falske løfter.
– Det var umenneskeligt. Vi blev behandlet som slaver, siger Gheorghe Mocanu.
Den 29-årige rumæner begyndte at arbejde i skovene hos Frijsenborg 7. oktober 2009.
Her klippede han pyntegrønt sammen med andre rumænske mænd. Samtidig begyndte rumænske kvinder at binde kranse og lave juledekorationer for godsets planteskole.
31-årige Simona Haiduc fortæller, at hun på Frijsenborg normalt arbejdede 12 timer om dagen i et drivhus eller i en stald uden varme. Nogle dage fra klokken syv om morgenen til tre næste morgen.
– Vi havde ikke en gang tid til en kaffe- eller rygepause. Vi skulle nå at lave et bestemt antal dekorationer, husker Simona Haiduc.
Ifølge hende var lederen af Frijsenborg Planteskole gennem flere år, Torben Leisgaard, ofte utilfreds med dekorationerne, så rumænerne måtte lave arbejdet om.
De rumænske sæsonarbejdere har ingen ansættelseskontrakter. De blev aflønnet for arbejdet på Frijsenborg af vikarbureauet Vitokan Danmark ApS.
På størrelse med Samsø
Lensgrevens to godser er en del af selskabet De 5 Gaarde, hvor Bendt Wedell selv er direktør. Frijsenborg har i flere år leveret pyntegrønt til det royale firma.
De 5 Gaarde reklamerer med, at Frijsenborg har en af landets største produktioner af klippegrønt, og at godsets planteskole har en betydelig produktion af kranse.
“Produktionen foregår efter sunde og enkle principper, med stor respekt for etik og moral,” lyder det på De 5 Gaardes hjemmeside.
1.000 kroner mindre udbetalt
I oktober tjente 3F’eren 4.546 kroner før skat ifølge hendes lønseddel. For november skulle hun have udbetalt 3.996 kroner fra vikarbureauet Vitokan Danmark.
Men rumænerens løncheck afslører, at hun fik udbetalt blot 2.996 kroner.
På samme måde blev 3F’eren Gheorghe Mocanu snydt. I oktober tjente han 26 kroner i timen ifølge sin løn- og timeseddel. For november skulle han have udbetalt 3.326 kroner – men hans løncheck afslører også en udbetaling på 1.000 kroner mindre.
– Hver gang vi klagede over lønnen, blev vi fortalt: “I tjener noget mindre i Rumænien. I skal være taknemmelige” og “hvis I ikke er tilfredse, kan I tage hjem”, siger Gheorghe Mocanu.
Udtalelserne kom fra Tove Jakobsen, som sammen med sin mand Peter Jakobsen står bag vikarbureauet Vitokan Danmark ApS.
Løn på 20 kroner i timen
– Der var alt for meget arbejde til en alt for lav løn. Næsten alle ville tage hjem til Rumænien, men nogle havde ingen penge til billetten. Vi var fanget.
Fagbladet 3F er i besiddelse af lønsedler for 12 rumænere, som har arbejdet på Frijsenborg. Deres løn ligger fra 3.600 til 8.161 kroner om måneden før skat.
En 32-årig kvinde tjente 20 kroner i timen.
Boede i utæt campingvogn
– Vi var blevet lovet en almindelig bolig med senge, køkken, bad og vaskemaskine. Men i stedet fik vi ophold i en campingvogn. Der løb ofte vand ind i vognen, når det regnede. Og der var altid problemer med bad, toilet og strømforsyning, siger Gheorghe Mocanu.
Ifølge rumæneren var der to campingvogne: En lille vogn uden komfur og køleskab, så dens beboere måtte hen i den store vogn, når de skulle lave mad.
Mindst fem rumænere blev trukket hver 2.200 kroner i husleje alene for november, viser deres lønsedler.
Ifølge Gheorghe Mocanu og Simona Haiduc havde de fået at vide i Rumænien, at de hver skulle betale, hvad der svarer til cirka 750 kroner om måneden.
– Mange tog hjem til Rumænien triste, uden penge og skuffede over arbejdet i Danmark, siger Gheorghe Mocanu.
Ingen kommentarer
“Bendt Wedell ønsker ikke at udtale sig i sagen”.
Jordkonge som 7-årig
Som 7-årig overtog Bendt Tido Hannibal Wedell i 1985 Frijsenborg og Wedellsborg som 12. slægtled. Hans mor, lensgrevinde Irene Wedell, og en bestyrelse stod dog for administrationen af godserne frem til 2002.
Frijsenborg og Wedellsborg driver blandt andet landbrug, skovbrug og jagtudlejning. Produktionen af pyntegrønt er årligt på cirka 750 tons.
Familien Wedell har i mange år været nære venner af kongehuset. Og Dronning Margrethe, Prins Henrik, kronprinseparret og Prins Joachim var med, da Bendt Wedell blev gift i 2004. Lensgreven har også i flere år været partner med Prins Joachim i selskabet De 5 Gaarde.
