Carstens Novo-aktier er styrtdykket – men han har en strategi

3F’eren og privatinvestoren Carsten Sønderby købte sine første Novo Nordisk-aktier i februar 2024 – men han holder fast trods kæmpe fald.
- Carsten Sønderby arbejder som produktionsmedarbejder hos Codan Rubber. Han er en blandt de mange danskere, der har investeret i den populære Novo Nordisk-aktie.
- Han startede med købe aktierne, da de næsten havde toppet og blev ved med at købe, mens de dykkede i pris. Siden 2024 har han investeret for omkring 50.000 i Novo Nordisk-aktier.
- Novo-aktien toppede på 1005 kr. den 28. juli 2024, men styrtdykkede dagen efter til 289 kr., en nedgang på 23%.
- Men den historiske nedtur ryster ikke Carsten Sønderby. Han tror på en fremtidig vending i Novo Nordisk-aktien pga. deres produkt og langsigtede afkast.
3F’eren Carsten Sønderby arbejder som produktionsmedarbejder på Codan Rubber i Køge.
I privaten placerer han en del af sin opsparing i aktier – også i Novo Nordisk, som har fået læsterlige klø på børsen de seneste uger.
Carsten Sønderbys investeringsrejse begynder i februar 2024.
– Jeg får ingen renter i banken på det her tidspunkt, så jeg laver en månedsopsparing hos Nordnet og pludselig tænkte jeg, at det kunne være interessant at købe Novo-aktien, fortæller Carsten Sønderby.
Dermed bliver han en af de mange danskere, der har investeret penge i den danske medicinalgigant. Investeringsplatformen Nordnet skriver på deres hjemmeside, at de har 248.617 danske kunder, der ejer Novo Nordisk-aktien.
Fortsætter med at købe
I starten køber Carsten Sønderby 10 aktier, der hver koster 847 kroner. Det gør han, inden Novo-aktien 28. juli 2024 topper på 1005 kroner.
Men efter Novo-aktien efterfølgende begynder at falde, bliver han ved med at købe. I dag har han i alt 43 Novo Nordisk-aktier og har dermed investeret for omkring 50.000 kroner i det danske selskab.
29. juli landede aktien på 289 kroner. Aktiekursen tog et fald på hele 23 procent på bare en dag. Bare et år tidligere var den lave kursus utænkelig for både private småsparere og professionelle analytikere.
Læs mere om den store Novo-nedtur her.
Et fald, der kunne få mange aktieinvestorer til at få kolde fødder.
Men den 56-årige køgegenser er helt rolig.
– Jeg mener, at de har så godt et produkt, og når man kigger på den lange bane, så skal det nok vende igen. Det er min umiddelbare holdning. De leverer også et fint afkast, siger Carsten Sønderby.
Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, har de danske privatinvestorer fortsat tillid til Novo Nordisk, og hos Nordnet har man oplevet en stor købelyst efter Novo-aktier i forbindelse med det seneste store kursdyk.
– De håber på, at der bliver en mulighed for at få et comeback hen over tiden, siger han til DR Nyheder.
Bølgedal
Carsten Sønderby ser Novo Nordisks fortsatte udvidelse af deres produktionsapparat som et tegn på, at der kommer bedre tider.
Fra sin hjemby kan han følge med i etableringen af en ny fabrik, Novo Nordisk Pharmatech, som skal øge produktionen af medicin og dermed følge med efterspørgslen.
– Jeg tænker, de har været nede i en bølgedal i forhold til at kunne få produceret nok til den høje efterspørgsel. Hvis først de kommer med der, så tror jeg, de buldrer derudaf, siger den optimistiske 3F’er.
Til pensionen
Han har dog ikke kun satset på Novo Nordisk-aktierne. Han har også investeret i sin favoritklub Brøndby IF og i en fond hos Nordnet, hvor pengene spredes over flere forskellige aktier.
Investeringer, som han håber, kommer ham til gavn, når han rammer pensionsalderen.
– Hvis jeg kan gå på den tidlige pension, når jeg er 66 år, Så er det jo rart at have en pose penge i hånden til den tid.
