De skulle bygge et tårn af rafter. Men da hun og holdet skal afprøve værket, brister en af de rafter, der holder gulvet. Hun styrter næsten to meter ned og knalder i faldet hagen mod en rafte. Kæben slås skæv, halsen forstuves kraftigt, og hun får hjernerystelse, der sætter sig som konstant hovedpine, balancevanskeligheder og svimmelhed.
Dommen en befrielse
Det fastslås, at Jeanette Jensen har mistet 60 procent af sin arbejdsevne, da arbejdsulykken bliver anmeldt. Men 3F Horsens og Omegn mener også, at arbejdsgiveren har et ansvar for at sende sine ansatte på et kursus, der ikke er sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.Og nu har både byretten og senest Vestre Landsret givet den nu 45-årige Jeanette Jensen ret. Efter modregning af arbejdsskadeerstatningen er arbejdsgiveren nu dømt til at betale en erstatning på cirka 350.000 kroner. I dommen lægges der vægt på, at kurset er arrangeret på arbejdsgiverens initiativ og i dennes interesse.
– Dommen er en stor befrielse. Så snart der skal penge på bordet, møder man så meget mistro i sådan en sag. Havde det ikke været for 3F’s stædighed, så havde jeg givet op for længst, siger Jeannette Jensen.
Lykkelig for fleksjob
Både erstatningen og den anerkendte arbejdsskade har også gjort det lettere at overbevise andre om, at skaderne faktisk er der, selvom de ikke kan ses. Før ulykken gik Jeanette til engelsk, fordi hun havde en drøm om at blive sygeplejerske. I dag er hun jublende lykkelig for at have fået et fleksjob ude blandt andre mennesker i en skobutik 13 timer om ugen. Selvom hun har hovedpine og andre gener næsten dagligt.– Indimellem ønsker jeg bare at få én enkelt dag, hvor alt var som før ulykken. Men ellers taler vi ikke sygdom. Den skal ikke styre mit liv. Faktisk værdsætter jeg livet mere end før. Det er blevet vigtigt for mig at lave de ting, jeg har det godt med, for ingen ved, hvad der kan ske i morgen. Så det med rengøringen tager jeg mere afslappet.
