Nogenlunde så kort kan Jens Jørn Spottags familiehistorie ridses op. I hvert fald hvis man lige ser bort fra det der sære efternavn, vist nok fra en jødisk familie i Ungarn, der engang måtte flygte fra deres eget land på grund af netop deres navn og tro.
I dag sidder han, med egne ord, selv på flæsket i et land, der består af en stamme på lidt over fem millioner mennesker, som konstant brokker sig. Og tilsyneladende har svært ved at huske, at et demokrati aldrig skal tages for givet.
– Vi tilhører den mikro lille mængde af verdens befolkning, som lever i ekstrem overflod. Vi har alle muligheder for at komme frem i verden, men opfører os som forkælede møgunger, der har glemt, at staten ikke bare er en, der kommer og tørrer røv på dig. Vi lever i et demokrati, men vi har glemt at tale om det. Vi skulle tage og skærpe os, for hvem fanden har sagt, at det skulle være nemt?
Et skide godt drama
Nej, skuespiller Jens Jørn Spottag nærer ingen illusioner om, at et liv i fedt og fred altid er lige-ud-ad-landevejen-lykkeligt. Til gengæld er han ret glad for, at han har mulighed for at vælge. Og ikke som general du Plat, hans rolle i DR’s nye dramaserie “1864”, der må bøje nakken og gå den visse død i møde sammen med en flok unge bondeknøse. Fordi overmagten tilsidesætter al fornuft og stik imod rådene fra dem, der står med begge ben plantet i sølet ved Dybbøl, klamrer sig til en enøjet nationalisme.– du Plat har været soldat hele sit liv. Hele hans familie består af krigere. Han har kæmpet for sejren som en topprofessionel soldat, og det har givetvis været ydmygende for ham, at hans – og andres – anbefaling om at rømme stillingerne ikke blev hørt.
– 1864 er åbenlyst et skidegodt drama, fordi det er et kæmpestort knæk for den nationale selvbevidsthed og tabet af en stor klump land. Man kan klart tale om, at det er helt åndsvagt, at nationalromantikerne ikke lyttede til dem, der vidste bedre, siger Jens Jørn Spottag.
Krigens rædsel
Hans rolle i 1864 er lille, men betydningsfuld. Hovedvægten i serien er lagt på fodfolket, for konsekvenserne af at lukke af for dem, der kunne se, at slaget var tabt, var cirka 1.500 døde unge, danske mænd, 3.400 sårede og 1.900 savnede soldater. Og en ordentlig bid af både landet og den nationale selvforståelse.Kan man overhovedet trække paralleller fra 1864 til i dag, hvor Danmark igen er og har været i krig?
– I dag har vi heldigvis en helt anden politisk situation. Vi lever i et demokrati, men som borger kan jeg ikke gennemskue, om det giver mening at tage ned og prædike demokrati for et stammefolk i Afghanistan? Jeg kan ikke gennemskue alle mellemregningerne. Naturligvis skal vi altid bide magthaverne i knæhaserne, men også tro på, at nogen kan se det klarere.
Så hvis nu du kunne bestemme, hvad skal folk så tænke over, når de ser 1864?
– Jeg håber, de vil tænke over, hvad krig er. Over krigens rædsel, og hvad grænser og nationalisme betyder. Jeg oplever ikke mig selv som synderligt nationalbevidst, men jeg er glad for at leve i et land uden masser af korruption. Jeg tror på sammenhængskraften i Danmark og på, at man kan folde sig bedre ud, hvis man har et sikkerhedsnet.
Hvad betyder Danmarks grænser for dig?
– Det der med at beskytte grænser, det er jeg bekymret for. Jeg tror på, at vores særkende som nation er stærkt, og jeg synes, der er en unødig frygt for de mennesker, der søger til det her lille øllebrødsspisende land. Hvis vi vender globen om, så ville jeg også flytte mig for at beskytte min familie, hvis den var truet. Naturligvis skal vi gøre noget, hvis mennesker synes, det er nemmere at stjæle sig til ting, men jeg tror, man skal passe på med at fylde sit liv med angst. Jeg ser ingen løsninger i grænsebomme.
Mandsmod
Så hvad gør man, hvis man alligevel er bange?– Nogen gange er man nødt til at se dragen i øjnene og ikke bare zappe hen på Den Store Bagedyst. Da jeg kom hjem fra teateret i går aftes, faldt jeg tilfældigt ind i et program fra en ghetto i Zimbabwe om en 10-årig forældreløs pige, der også tager sig af sin lillesøster midt i elendigheden. Så tænker jeg: for helvede, hvad er det, vi har gang i herhjemme? Man er nødt til at tage stilling og tale om, hvor godt vi har det, og om dem, vi selv vil være.
– Da jeg spillede modstandsmanden Marius Fiil i Hvidstengruppen, måtte jeg også spørge mig selv, om jeg ville have haft samme mod som ham. Havde jeg været en kylling? Jeg aner det ikke. Men jeg håber, jeg havde haft mandsmod nok, siger Jens Jørn Spottag.