I Bilbao i det nordlige Spanien ligger EU’s Arbejdsmiljøagentur. Her har kløgtige økonomer for nylig regnet ud, at det danske samfund mister op mod 50 milliarder kroner om året på grund af arbejdsulykker.
Som det fremgår af Fagbladets gennemgang af en konkret arbejdsulykke på side 37, er hovedparten af omkostningerne produktionstab på virksomheden og forsikring. Men det offentliges udgifter – til ambulance, operation, sygedagpenge – tegner sig for godt 25 procent.
Nu kan man selvfølgelig ikke helt undgå arbejdsulykker, men samfundet kan samlet set spare mange penge ved at nedbringe antallet af arbejdsulykker, som professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, konstaterer.
Forebyggelse af ulykker og bedre kontrol af arbejdsmiljø burde således være indlysende midler for Fogh & Co., der om nogle har gjort stram økonomisk styring og udgiftsstop til deres mærkesag.
Men den borgerlige regering er med hjælp fra Dansk Folkeparti reelt gået den modsatte vej ved at skære hårdt ned på Arbejdstilsynet, på Arbejdsmiljøinstituttet og på Bedriftssundhedstjenesten. Og om tre år er yderligere 131 stillinger i Arbejdstilsynet væk, lover beskæftigelsesministeren.
Hvor er det tankevækkende og torskedumt, at man i sin iver efter at spare nogle håndfulde millioner åbner op for, at milliarder af kroner fosser ud af statskassen!
God læselyst
Palle Smed, Ansv. redaktør
smed@sid.dk