Hvis kollegerne og vennerne kan overvåge din træning, så er du også mere motiveret for at trække i løbetøjet og komme ud af døren.
Du motionerer mere, hvis du ved, at venner og kolleger holder øje med dig på Facebook eller andre sociale netværk. Det viser undersøgelse.
Pia Junø
100%
Annonce
Dele af sportens foreningsliv er flyttet ind på nettet. Her danner venner, kolleger og virksomheder f.eks. løbeklubber eller cykelklubber. Og effekten er stor. Folk motionerer mere, når de ved, at der bliver holdt øje med dem, viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.
Det er både private og virksomheder, der bruger de forskellige motions-sites. Her kan man lægge sine løbeture ind og konkurrere på f.eks. antal kilometer, hastighed eller forbrændte kalorier. Og det, at f.eks. kolleger kan kigge med, øger lysten til at træne. Vi gør os mere umage, hvis nogen kigger. Og man kan motivere hinanden via nettet.
– Det gælder både kolleger og samarbejdspartnere på tværs af virksomhederne. Det kan f.eks. være chauffører i København og Aarhus og Esbjerg, siger Martin Hedal, der står bag undersøgelsen, og som i dag er udviklingskonsulent i Dansk Orienterings-Forbund.
Få kollegerne med
Så trænger du til motivation, så er det en god ide, at du begynder at registrere din egen træning på et motions-site.
Og det er en lige så god ide, at du også får kollegerne til at melde sig ind i den samme klub på motions-sitet. For der er kun én ting, der er mere motiverende end din egen træningsindsats – og det er at se, at kollegerne enten har løbet længere og hurtigere eller slet ikke er kommet ud.
– Og hvis det føles svært eller indviklet at få startet, så få personaleafdelingen til at hjælpe, siger Martin Hedal.
Mange bruger Facebook
Ud over de undersøgte netværk, som i høj grad henvender sig til løbere, cyklister og vandrere, er Facebook også kommet på banen, når det gælder idræt og motion.
Ifølge Martin Hedals opgørelse bruger 100.000 danskere Facebook til at holde styr på dele af deres motionsliv, f.eks. ved at lægge fotos op eller ved at invitere til løbeture eller fodboldkampe.
– Man kan sagtens danne løbegrupper på Facebook, men Facebook mangler de funktioner, som de andre sites har. F.eks. at kollegerne kan følge dig, mens du løber eller cykler via GPS’en på din mobiltelefon, siger Martin Hedal.